Et dansk studie finder ikke to velafprøvede algoritmer til identificering af SPMS-patienter i tværsnitsstudier brugbare som klinisk redskab.

To algoritmer, der med stor præcision identificerer patienter med sekundær progressiv MS (SPMS) i videnskabelige tværsnitsstudier, præsterer betydeligt dårligere i klinikken og vil ikke i deres nuværende form fungere som et klinisk diagnostisk redskab. 

Det vurderer forskere fra Dansk Multipel Sclerose Center efter at have afprøvet Karolinska Instituttets Decision Tree og MSBases objektive kriterier til diagnosticering af SPMS på 138 patienter, der er registreret med SPMS i Det Danske Scleroseregister. 

Studiet er foretaget af læge og ph.d.-studerende ved Dansk Multipel Sclerose Center Rolf Pringler Holm, som dels har undersøgt, hvor lang tid der gik, fra lægen første gang havde mistanke om SPMS hos patienten, til sygdommen blev endeligt diagnosticeret, og dels hvor gode de to algoritmer var til at identificere patienter med bekræftet SPMS.

Overraskende fund

Rolf Pringler Holm

Og mens undersøgelsen viser, at mediantiden fra mistanke til SPMS-diagnose er to år, har Rolf Pringler Holm med nogen overraskelse også fundet, at algoritmerne kun finder overgangen til SPMS tidligere hos omkring halvdelen af patienterne.  

På den baggrund konkluderer han og kollegerne ved DMSC, at ingen af de to algoritmer umiddelbart udgør et diagnostisk redskab, der i praksis kan forkorte patienternes tid med uvished. 

“Diagnostik af SPMS er generelt en svær opgave, og det skal siges, at vi i Danmark har mange dygtige neurologer, som varetager opgaven. Den flerårige usikkerhedsperiode, vi finder flugter nogenlunde med det, man har set i tidligere undersøgelser, så det er ikke så opsigtsvækkende, men jeg havde troet, at algoritmerne ville performe bedre. Da vi begyndte, troede jeg, at vi skulle dokumentere en løsning, der ville kunne implementeres, så jeg var lidt overrasket over den del af resultaterne,” fortæller han. 

I studiet indgår 138 patienter, der i årene 2010 til 2020 er diagnosticeret med SPMS ved Dansk Multipel Sclerose Center. Blandt disse patienter viser en analyse af tiden, fra man første gang har registreret mistanke om SPMS til diagnosen blev stillet, at 34 procent af patienterne havde en periode med mistanke om SPMS af mere end tre års varighed, og for enkelte var perioden helt op til 10-12 år. 

Udfordringer i klinikken

I de tilfælde, hvor algoritmerne lykkedes med at fastsætte en overgangsdato, afkortede de den gennemsnitlige usikkerhedsperiode med henholdsvis 3,4 og 4,5 år, men det lod sig kun gøre for henholdsvis 50,7 procent og 55,8 procent af patienterne. I resten af tilfældene kunne man ikke fastslå et tidspunkt for overgang fra RRMS til SPMS. 

Derudover viste algoritmerne sig at være forbundet med hver deres udfordringer i forhold til anvendelse i klinikken. 

Ved brug af Karolinska Instituttets Decision Tree fandt Rolf Pringler Holm, at den samme patients resultater kunne variere afhængigt af, hvilket nedslagspunkt forskerne valgte for udtræk af data. Data fra en dårlig dag kunne udløse en SPMS-diagnose, mens en bedre dag få måneder senere kunne vise, at patienten fortsat havde RRMS. En usikkerhed, der kan kompenseres for i et tværsnitsstudie, men som ikke fungerer, hvis man skal stille en sikker diagnose i klinikken. 

Vil kræve for mange ressourcer

“Det er et stort problem i mine øjne. Hvis man bonner ud i en score, skal man kunne stole på resultatet, og for mig lagde det alene den algoritme i graven. Det dur ikke, at man sidder tilbage med et svar, som kan have ændret sig, næste gang man ser patienten,” siger han.

Og med hensyn til MSBases objektive kriterier, så kræver de, at der indhentes mere data for den enkelte patient, og det vil kræve for mange ressourcer at implementere i praksis. 

“I teorien eller i et andet sundhedssystem kunne denne algoritme måske have et potentiale, men i det danske sundhedssystem, som det ser ud nu, er det svært at forestille sig, at man kan booke så mange ekstra besøg ind per patient,” siger Rolf Pringler Holm. 

Interessen for overgangen til SPMS og behovet for bedre diagnostiske redskaber er intensiveret i takt med, at der bliver udviklet og godkendt behandlinger til det progressive stadie af sygdommen. 

Fordelen ved mere præcis diagnostik af SPMS vil være, at man kan skåne patienter, der ikke længere har effekt af deres sygdomsmodificerende behandling, for eventuelle bivirkninger og besvær. Samtidig kan man spare udgifter til dyr medicin, eller tidligere skifte til medicin, der er godkendt til behandling af SPMS. Men indtil man finder en bedre metode til diagnostik af SPMS, vil der være patienter med RRMS, der kan være overbehandlede, fortæller Rolf Pringler Holm.

“Hvis man har prøvet at fjerne behandlingen fra en patient, der efterfølgende får et slemt attak, vil man formentlig være mere tilbageholdende med at stoppe en behandling næste gang, selvom man har en fornemmelse af, at behandlingen ikke længere har samme effekt. Men i takt med, at der begynder at komme behandlinger til sekundær progressiv MS, har man et tilbud til disse patienter, som vi ikke havde tidligere, og derfor er det blevet mere interessant at kunne diagnosticere SPMS,” siger læge Rolf Pringler Holm.