Mayzent (sipoimod) vil hovedsageligt være for SPMS-patienter med sygdomsaktivitet og progression trods anden behandling, mener professor Finn Sellebjerg ved Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet.

Den egentlige værdi af behandlingen vil vi se, når det bliver muligt at foretage registerstudier af behandlingseffekten, vurderer han.

Medicinrådet anbefaler Mayzent (siponimod) som standardbehandling til SPMS-patienter med sygdomsaktivitet, og dermed bliver lægemidlet den første godkendte og anbefalede behandling til sekundær progressiv MS i Danmark. Behandlingen er ikke godkendt og anbefalet til den store gruppe af SPMS-patienter, som oplever progression men ikke har sygdomsaktivitet, men Medicinrådets anbefaling af Mayzent til SPMS-patienter med aktiv sygdom er alligevel “en udmærket melding at få”, mener professor ved Dansk Multipel Sclerose Center Finn Sellebjerg.

“Der er en del patienter, som er i den progressive fase, og som under alle omstændigheder bliver sat i forskellige former for behandling, hvis der er sygdomsaktivitet. Og her har vi så et middel, som måske kan noget andet end dem, vi allerede har til rådighed,” siger Finn Sellebjerg. 

Medicinrådet anbefaler Mayzent til SPMS-patienter med sygdomsaktivitet, men da en stor del af denne patientgruppe i forvejen er i sygdomsmodificerende behandling, vurderer han imidlertid ikke, at anbefalingen åbner en ladeport for en stor gruppe patienter, der ikke har været i behandling før. I det hele taget er det svært at vurdere, hvor mange patienter, der umiddelbart er kandidater til at komme i behandling med Mayzent, fortæller Sellebjerg. 

Et stort og meget åbent spørgsmål

“Der vil være nogle af de patienter, hvor man tænker, at off label-behandling med rituximab kan være en mulighed, hvor vi kommer til at stå med en anden behandling, som er godkendt til og måske har en effekt ved SPMS. På den anden side vil det være et valg, vi ofte tager ved patienter, som i forvejen er i en højeffektiv behandling, og der er det et stort og meget åbent spørgsmål, om Mayzent kan noget, som for eksempel Gilenya, Tysabri eller for den sags skyld Ocrevus ikke kan. Det er et komplet uafklaret spørgsmål,” siger Finn Sellebjerg. Som eksempel nævner han subgruppeanalyser fra de studier, der ligger til grund for godkendelsen af Mayzent, som ikke har vist overbevisende effekt hos patienter, der kom fra en anden MS-behandling. 

“Det gør jo, at man kan være lidt usikker på, hvor meget, man reelt kan nå. Jeg tror ikke, vi vil se frygtelig mange skift blandt patienter, der i forvejen er i en højeffektiv behandling, selvom de muligvis har et sekundært progressivt forløb,” siger han. 

En gruppe patienter, hvor det ifølge Sellebjerg vil blive nærliggende at overveje Mayzent, er patienter, der er i behandling med Gilenya, og hvor lægen mistænker, at der måske sker noget underliggende progression.

“I de tilfælde vil det være en mulighed at skifte og se, om Mayzent virker bedre. Videnskabeligt set er det store spørgsmål jo, om det forhold at Gilenya og Siponimod næsten, men ikke helt, kan det samme, gør en markant forskel, eller om det i virkeligheden er ligegyldigt,” siger Finn Sellebjerg. 

Dette spørgsmål vil blive undersøgt i registerstudier, efterhånden som der bliver akkumuleret data nok, vurderer han. 

“Skift fra Gilenya til siponimod vil kunne være informative, og en anden ting, vi vil kunne lære noget af, vil være skift fra førstelinjebehandling hos lidt ældre patienter med sygdomsaktivitet, hvor man vil kunne lave historiske sammenligninger med perioder, hvor mange har skiftet fra førstelinjebehandling til fingolimod, og se, om der er en fordel ved at skifte til siponomod,” siger han.