EAN: Et højt niveau af neurofilament light chain i plasma (sNFL) vidner om øget risiko for kognitive forværringer hos patienter med sekundær progressiv multipel sclerose (SPMS).

Det viser resultaterne fra et nyt studie, som blev fremlagt (Abstract EPO2201) på en postersession søndag på EANs årskongres i Oslo.

I studiet konkluderes det, at patienter med sNfL-niveauer på ≥30 pg/mL er i større risiko for at blive kognitivt svækkede end patienter med sNfL-niveauer på <30 pg/mL. Læge og Ph.D. på Scleroseklinikken ved Sydvestjysk Sygehus, Tobias Sejbæk, har skrevet Ph.D. om neurofilament, og han er ikke overrasket over studiets udfald.

"Det er meget forventeligt, at patienter med høje niveauer af neurofilament klarer sig dårligere kognitivt end patienter med lave niveauer. Det overrasker mig slet ikke. Men det glæder mig meget at se, at flere studier begynder at sætte fokus på kognition i forhold til MS," siger han og fortsætter:

"Mange MS-patienter oplever kognitive forværringer over tid. Og når forværringerne indtræffer, bliver de ramt på mange parametre, både socialt, familiært, erhvervsmæssigt og på det daglige funktionsniveau. Hidtil har kognition ikke været særlig meget i fokus i de videnskabelige studier – sandsynligvis fordi det er svært at måle kognitive forandringer meget præcist." 

Et stykke vej til klinikken

Studiet har analyseret blodprøver fra knap 1400 SPMS-patienter inkluderet i fase III-studiet EXPAND, hvis formål var at evaluere effekt og sikkerhed af Mayzent (siponimod) over for placebo.

SPMS-patienternes kognitive evner blev vurderet ved anvendelse af en såkaldt Symbol Digit Modalities Test (SDMT), og det primære endepunkt var tid til seks måneders konfirmeret forværring på SDMT (6mCWSDMT). Der var tale om en forværring, når patienterne scorede minimum fire point mindre i testen end de gjorde ved baseline. Et tab på fire point afspejler en regelret forværring og korrelerer til tab af erhvervsevne. 

Studiet viser, at de SPMS-patienter, der havde høje niveauer af sNFL, havde 41,4 procent større risiko for at nå 6mCWSDMT, end patienter med lave sNFL-niveauer. For de patienter, der havde T1 og gadolinium-læsioner ved baseline, var risikoen for kognitiv forværring yderligere forhøjet, mens det modsatte gjalt for patienter uden T1 gadolinium-læsioner ved baseline. Risikodifferencen de to grupper imellem var 135,2 procent. 

"Der er et stykke vej fra disse data og så til klinisk praksis. Studiet er en retrospektiv posthoc-analyse, og har i sit oprindelige design ikke haft fokus på kognition. Studiet siger således intet om, hvordan vi skal gribe det an, når en patient oplever en kognitiv forværring," siger Tobias Sejbæk. 

Mere fokus på kognition

Tobias Sejbæk efterspørger behandlingsstudier, der er designet med kognitive forværringer som det primære outcome. Aktuelt har han alene kendskab til studier, hvor kognition optræder som et sekundært eller tertiært outcome. Og det er et problem, hvis vi skal blive klogere på håndtering af kognitiv symptomer, siger han.

"Jeg kunne ønske mig studier, der var designet, så patienterne – når de oplevede kognitive forværringer – blev udsat for en intervention eller en ændring i deres behandling. På den måde ville vi blive klogere på, hvad vi skulle gøre for at stabilisere de patienter, som oplever kognitive skred," siger Tobias Sejbæk og tilføjer:

"De fleste steder er det nok sådan, at hvis man har en patient med attakvis MS i førstelinjebehandling, som får en forværring på SDMT, så vil man MR-scanne patienten for at se, om patientens situation har ændret sig – til trods for, at patienten ikke har fået et nyt attak. Hvis MR-skanningen viser forværring, vil patienten som oftest tilbydes en mere effektiv behandling. Men vi har brug for mere viden om, hvordan vi bedst intervenere i disse situationer. Det aktuelle studie er, som bekendt, lavet på subtypen SPMS, og det er ikke sikkert resultaterne ville være det samme ved RRMS – selvom det er nærliggende at tro."