Kombi-test er dobbelt så god til at finde progression
EAN: Test af EDSS-score er ikke nok til at opfange progression hos alle MS-patienter. Monitoreringen af progression hos SPMS-patienter bliver langt mere fyldestgørende, hvis man kombinerer EDSS med test af den kognitive funktion ved hjælp af SDMT-testen.
Det konkluderer et internationalt forskerhold, som har afprøvet et nyt mål for progression på patienter fra EXPAND-studiet (siponimod vs. placebo).
”EDSS og SDMT fanger to forskellige aspekter af progression, og det ser ud til, at vi får et mere holistisk sygdomsbillede, hvis vi inkluderer test af kognitionen,” siger professor ved universitetshospitalet i Basel Ludwig Kappos, som mandag præsenterede resultaterne (Abstract EPR2075) på EANs årskongres i Oslo.
I Expand studiet giver EDSS og SDMT-resultaterne hver især omtrent samme billede af behandlingseffekten hos patienterne: henholdsvis 358 og 287 patienter ud af i alt 1.645 tester positivt for progression i de to tests. Men forskerne her har gransket tallene og fundet, at det i de fleste tilfælde ikke er de samme patienter, der slår ud i de to tests, og lægger man testene sammen, finder man 566 og altså næsten dobbelt så mange patienter med bekræftet seks måneders progression (6mCPD), som ved en af de to test alene.
Forklaringen er, at progression både kan manifestere sig som fysiske og som kognitive skader, og mange patienter har ikke begge typer skader.
”Man risikerer at overse progression hos en stor gruppe patienter, hvis man kun tester for EDSS. Der er et stort behov for at finde mål for progression hos patienter med progressiv MS, og jeg mener, at de observationer, vi har gjort her, er relevante i forhold til det,” siger Ludwig Kappos, som præsenterede resultaterne ved EAN.
Det nye sammenlagte mål giver desuden en langt mere robust p-værdi og et mindre confidence interval, som giver bedre mulighed for at finde forskelle i behandlingseffekt i subgrupper af patienter. Det nye mål kan muligvis have så megen styrke, at man ved at anvende det kan lave solide kliniske studier på baggrund af færre deltagere, end man gør i dag, spekulerer forskerne desuden.
”Her er der dog tale om sekundære endemål fra EXPAND-studiet, og det skal selvfølgelig taget med i betragtning. Metoden skal afprøves som primært mål, før den kan endeligt bekræftes,” siger Ludwig Kappos.
- Oprettet den .




