AAN: Overgangen fra RRMS til SPMS kan ifølge et nyt studie ses på MR-scanninger i op til fire år før, den sker. Interessant viden, som kan bruges både i klinikken og i forskningen, vurderer ledende overlæge Henrik Boye Jensen.

De T1-vægtede MR-scanninger, der allerede foretages rutinemæssigt som led i monitoreringen af patienter med attakvis MS, kan blive et vigtigt redskab til at finde de patienter, hvis sygdom inden for få år vil udvikle sig til sekundær progressiv MS (SPMS).

Forskerne bag det ny studie et fra University of California og Stanford University of Medicine og præsenterer det på AAN 2019 i Philadelphia.

Forskerhold har fundet ud af, at der sker en acceleration i forekomsten af atrofi i den øvre rygmarv (cervical spinal cord) i de fire år, der går forud for overgangen til SPMS. Forskerne har sammenlignet MR-scanninger fra 57 RRMS-patienter, hvis sygdom i løbet af et 12 årigt observationsstudie overgik til SPMS, med 57 patienter fra samme studie, hvis sygdom forblev attakvise, og de konkluderer på den baggrund, at atrofi på den øvre rygmarv er en stærk indikator for, at overgangen til SPMS er på vej.

Den viden vil både kunne bruges rent praktisk i klinikken, og når man fremover sætter kliniske studier op, vurderer ledende overlæge ved sygehus Lillebælt neurologiske afdeling Henrik Boye Jensen.

"Det er ikke sådan, at vi ud fra dette studie vil kunne se på en scanning, om patienten er progressiv, men her er for første gang noget, der ser ud til paraklinisk at kunne hjælpe os på vej. Vi stiller ikke MS-diagnoser på baggrund af ét enkelt parameter, men nu har vi altså noget, der kan hjælpe os på vej til at stille diagnosen for, at patienterne konverterer, og det er ikke en eller anden avanceret scanningsmodalitetet, som man ikke kan lave i klinikken, men et mål, vi meget let kan få, så det her er noget, vi sagtens kan lave,” siger Henrik Boye Jensen.

Den nye viden kan blandt andet bruges til at overveje behandlingsskift for patienter, der viser tegn på at være på vej til at overgå til den progressive sygdomsfase, og på den måde kan det være et redskab til at forsøge at udsætte tiden til sygdommen overgår fra attakvis til progressiv.

Forskerne bag studiet konkluderer også, at atrofi på den øvre rygmarv kan bruges som en mål for behandlingers langtidseffekt i fremtidige klinisker studier, og Henrik Boye Jensen ser også potentiale for at bruge det nye mål i forskningen.

"Hidtil har det været svært at finde de progressive patienter, når man skulle sætte et studie op, men det kan være, at man fremadrettet kan bruge det her til at bestemme atrofigraden hos patienterne, når man skal sætte forsøg op,” siger han.