Per Soelberg Sørensen

EAN: Ocrevus skulle have været godkendt til en subgruppe af PPMS-patienter, mener professor Per Soelberg Sørensen.

Man ville uden problemer kunne have defineret et gruppe, som med stor sandsynlighed ville have god effekt af behandlingen. I stedet går et rigidt godkendelsessystem ud over udsatte patientgrupper, mener han.

Medicinrådet burde overveje en anden model end kategoriske afgørelser for eller imod nye lægemidler. Det mener professor Per Soelberg Sørensen, Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshopsitalet. I en række andre lande er man langt højere grad i højere grad villige til at lade et nyt lægemiddel til specifikke udsatte patientgrupper afprøve under overvågning i en afgrænset periode, og det kunne man med fordel også have gjort med Ocrevus (ocrelizumab) i Danmark, mener han.

”Det er trist, at man slet ikke vil overveje at behandle nogle af patienterne. Man kunne godt have sat sig ned og lavet nogle kriterier for, hvad man skulle opnå med behandlingen, og hvem, der kunne få det, og hvad reglerne skulle være. Det ville ikke have været umuligt, og det ville have været en bedre ordning. Også fordi, at det er sådan, at det stimulerer forskningen på et område, man får en behandling til en ny del af patienterne,” siger Per Soelberg Sørensen, der lørdag sad i rollen som chair for et symposion om de terapeutiske udfordringer inden for progressiv MS på EAN 2018.

Det er nu to år siden, at Roche præsenterede de første resultater for Ocrevus, og den signifikante effekt på patienter med PPMS i forhold til placebo er fortsat den største nyhed på dette sygdomsområde. Desværre er studiet ikke tilrettelagt, så det viser den optimale effekt af Ocrevus på progressiv MS, mener Soelberg.

”Ocrevus er dokumenteret på den måde, at det viser signifikant forskel i effekt på sygdomsprogression i forhold til placebo for de patienter, men går man ned i detaljerne, er der ikke planlagt predefinerede subgruppeanalyser, og derfor er resultatet tyndet ud. Hvis man havde ønsket det, kunne man nemt have defineret nogle klare subgrupper, og så ville man have fået nogle meget stærkere resultater, der viste større effekt. I stedet bliver resultatet tyndet ud, fordi en del af patienterne er for langt fremskredet til, at man kan forvente en effekt,” siger Per Soelberg Sørensen.

Af samme grund blev han heller ikke forbavset over Medicinrådets afgørelse, for Roche havde søgt om godkendelse til behandling af PPMS generelt, men Per Soelberg Sørensen mener godt, at Medicinrådet kunne være gået i aktiv dialog med virksomheden om at finde nogle subgrupper, der som forsøg kunne få lov til at få behandlingen.

”Man kunne eventuelt gøre det for en periode. I Danmark har vi jo i modsætning til mange andre steder styr på, hvad der sker. Så for hver enkelt patient ville vi vide, hvordan det går fra den dag behandlingen starter og måske to år frem, og så kunne man lave en opgørele der og se, hvordan det er gået, og man ville hurtigt kunne indstille behandlingen, hvis den ikke har effekt,” siger Per Soelberg Sørensen.