Mennesker med multipel sclerose (MS) kan få mindre hyppige infusioner af rituximab uden at øge deres chancer for tilbagefald eller sygdomsprogression. Det viser et norsk real world-studie, som derimod peger på, at længere intervaller mellem infusionerne kan reducere risikoen for infektion.

Rituximab gives typisk til MS-patienter via infusion i blodbanen hver sjette måned. Et hospital i Norge tilbød under COVID-19-pandemien deres MS-patienter mulighed for at vente ni måneder mellem infusionerne efter, at de havde modtaget de første tre doser. I det nye studie, som er publiceret i Multiple Sclerosis and Related Disorders, sammenlignede forskerne resultaterne for personer med MS på den forlængede interval-doseringsplan (78 patienter) med resultaterne for en gruppe MS-patienter på et andet norsk hospital, der fortsatte med at få behandling med seks-måneders intervaller (217 patienter). Mere end 95 procent af patienterne i begge grupper havde recidiverende-remitterende MS. Patienter på de to hospitaler var fra det samme sundhedssystem, blev fulgt i samme tidsperiode og havde sammenlignelige baseline-karakteristika.

Resultaterne viste, at der ikke var nogen signifikant forskel i MS-tilbagefaldshyppigheden mellem gruppen, der fik den forlængede interval-dosering, og dem på standardintervallet. Over en median opfølgningsperiode på 15 til 18 måneder blev der ikke rapporteret tilbagefald i 9-månedersgruppen, mens der blev rapporteret to tilbagefald i gruppen, der fik behandling hver sjette måned. Fordi tilbagefald var relativt sjældne, var der ingen statistisk signifikant forskel mellem de to grupper. 

Forskere så også på forekomsten af ​​nye MR-læsioner. Der blev udført MR-undersøgelser på omkring 75 procent af patienterne. Data viste, at antallet af nye læsioner var ens i begge grupper. Sammenlignet med baseline-scanninger taget tidligere i behandlingen, viste to til tre procent af MR-scanningerne nye områder med myelintab. 

En analyse viste, at patienter med et behandlingsinterval på 9 måneder havde en estimeret 82 procent lavere risiko for at opleve negative rituximab-bivirkninger – herunder infektion, neutropeni og hypo-IgG – i opfølgningsperioden. Men når forskerne udelukkede moderate infektioner fra analysen, var dette resultat ikke længere signifikant. Det indikerer, at den lavere risiko for at opleve bivirkninger primært var et resultat af færre moderat alvorlige infektioner, der krævede antiviral eller antibiotikabehandling i gruppen med forlænget interval. I sidste ende havde de to grupper ikke en signifikant forskellig risiko for at udvikle neutropeni, hypo-IgG eller alvorlige infektioner, der krævede hospitalsindlæggelse.

Samlet set understøtter studiets resultater tidligere studier, der indikerer, at rituximab-behandlingen bevarer sin effektivitet ved dosering med forlænget interval, og antyder, at lavere behandlingsfrekvens kan reducere risikoen for nogle bivirkninger af medicinen. Forskerne bag studiet vil i fremtidige studier blandt andet have fokus på eventuelle langsigtede virkninger af at øge behandlingsintervallet med rituximab.