ECTRIMS: BTK-hæmmeren fenebrutinib når sit primære såvel som sine sekundære endemål i fase II-studiet FENopta, hvor behandlingen har givet en samlet reduktion i antallet af nye gadoliniumlæsioner på 69 procent.

Behandlingen, der foreløbig også ser ud til at have en god sikkerhedsprofil, viser en evne til at nå ind i rygmarvsvæsken med niveauer, der hæmmer aktiveringen af B-celler såvel som mikroglia in vitro, og det tyder på, at behandlingen kan have effekt på den underliggende sygdomsmekanisme og kroniske progression ved MS

Det konkluderede , Amit Bar-Or, der er professor ved Penn Medicine, Pennsylvannia University, da han fredag eftermiddag fremlagde de første primære resultater fra FENopta ved en late Breaking-session på ECTRIMS 2023.

Fenebrutinib viser i studiet allerede effekt efter fire uger, hvor forskerne finder antallet af nye gadoluniumlæsioner reduceret med 22 procent, og efter otte uger ses en markant reduktion på 92 procent, som fastholdes  frem til studiets tolvte uge. 

Reduktion på mere end 90 procent

I forhold til studiets sekundære endemål, har fenebrutinib reduceret den samlede forekomst af nye T2-læsioner med 74 procent, og også her ses den helt store virkning fra den ottende uge, hvor behandlingen giver en reduktion på mere end 90 procent.

Som eksplorativt mål har forskerne også analyseret forekomsten af T1 hypointense læsioner, og også her ses en betydelig reduktion, der i gennemsnit for hele perioden er på 64 procent. 

Der er ikke fundet alvorlige bivirkninger i studiet. Alle registrerede bivirkninger var enten grad et eller to på nær to rapporterede asymptomatiske tilfælde af forhøjede levertal. Forekomsten af infektioner var ikke højere i fenebrutinibgruppen sammenlignet med placebogruppen.  

FENopta er et randomiseret dobbeltblindet og placebokontrolleret fase II-studie, hvor deltagerne er blevet randomiseret to til en til behandlingen med enten fenebrutinib eller placebo. Aldersfordelingen i studiet er 18 til 55 år, og deltagernes EDSS ved den indledende screening fordelte sig fra 0-5,5. 

To eller forudgående flere attakker

Deltagerne er patienter med relativt aktiv MS og har ud over at have oplevet to eller flere attakker i de to år, der er gået forud for rekruttering til studiet, havde de også en eller flere dokumenterede T1-læsioner inden for seks måneder forud for randomiseringen. 

Efter randomisering, hvor den aktive behandling var 200 mg fenebrutinib, er patienterne blevet fulgt i 12 uger med regelmæssige MR-scanninger og to CNS-prøver taget ved henholdsvis behandlingsstart og ved uge 12.

For at undersøge fenebrutinibs evne til at trænge ind i centralnervesystemet og hæmme BTK har forskerne analyseret rygmarvsvæske fra elleve patienter indhentet efter tolv ugers behandling. Og analyserne viser, at forekomsten af lægemidlet i rygmarvsvæsken overstiger grænseværdierne for aktiv BTK- hæmning på alle målte parametre. Alle patienter havde terapeutiske mængder af fenebrutinib i rygmarvsvæsken, og analyser af forekomsten af lægemidlet i blodet i forhold til forekomsten i rygmarvsvæsken en betydeligt højere ratio end man ser ved behandling med monoklonale antistoffer.