ECTRIMS: Med den viden, man har om PIRA og stille progression, bør interferon-behandlinger, Aubagio og glatirameracetat, ikke længere gives som førstelinjebehandling, mener forsker ved University of California i San Francisco Bruce Cree.

De højeffektive behandlinger har med deres effektive nedkæmpning af attakker og EDSS-forværring blotlagt forandringer i hjernen og subtile fysiske såvel som kognitive forværringer langt tidligere i et MS-sygdomsforløb, end man forestillede sig for bare fem-ti år siden. 

Derfor er spørgsmålet, om tiden er inde til at betragte progression som en primær og ikke en sekundær facet af multipel sclerose? Sådan lød et lidt bevidst polemisk indlæg fra den fremtrædende amerikanske neurolog og MS-forsker Bruce Cree under en Hot Topic-session torsdag, hvor de to professorer Ludwig Kappos og William Carrol var ordstyrere og emnet var PIRA og silent progression.

Samme patologiske proces

“Silent progression og PIRA er den primære drivende kraft ved fysisk forværring ved tidlig attakvis MS, og det er sandsynligt, at denne progression er udtryk for den samme patologiske proces, der ligger til grund for handicapudvikling hos patienter med sekundær progressiv MS og muligvis også primær progressiv MS,” konkluderede han efter en gennemgang af en række væsentlige studier på området.  

Ifølge Bruce Cree er det ikke utænkeligt, at medicinsk behandling, der effektivt reducerer forekomsten af den stille progression kan udsætte og måske forhindre, at patienternes MS udvikler sig til SPMS. Derfor bør man prioritere behandlinger som Ocrevus (ocrelizumab), Kesimpta (ofatumumab), og Gilenya (fingolimod), der virker effektivt mod den stille progression, frem for behandlinger, der ikke gør. 

“Jeg ved, det vil provokere nogle, men behandlinger, hvor der ikke er evidens for en effekt eller, hvor der kun er ringe effekt, på patienternes handicapudvikling, bør måske slet ikke gives som førstelinje behandling. Her tænker jeg på glatirameracetat, interferon og teriflunomid,” sagde Bruce Cree.