Mikroskopstudie afslører nye detaljer af myelinlaget ved MS
Elektromikroskop afslører tydelige forskelle i ellers upåfaldende hvid substans hos MS-patienter i forhold til raske kontroller.
MS er karakteriseret ved hyperintensiteter i den hvide substans (WM-læsioner), mens den omkringliggende normal-appearing white matter (NAWM) umiddelbart ser normal ud. Nu viser et hollandsk mikroskopstudie imidlertid, at der er karakteristiske ultrastrukturelle forskelle i axonernes myelinlag mellem NAWM fra MS-patienter og hvid substans fra raske personer.
Studiets resultater er offentliggjort i Annals of Neurology og bygger på elektronmikroskopering af synsnerven taget ved obduktion fra otte patienter og otte raske kontroller. Forskerne bag studiet er tilknyttet Royal Netherlands Academy for Arts and Sciences i Amsterdam, og de mener, at de ultrastrukturelle ændringer i den tilsyneladende normale hvide substans kan bidrage til sygdomsudviklingen.
De hollandske forskere har analyseret en række parametre ved myelinlaget og blandt andet fundet, at MS NAWM er karakteriseret ved et løsere og dårligere fæstnet myelinlag, længere paranoder og juxtaparanoder, samt en mere uorganiseret fordeling af ionkanaler i de Ranvierske indsnøringer mellem myelinskederne.
Ultrastrukturelle forskelle korrelerer med inflammation
Derudover havde MS-patienterne en større andel af axoner med mitokondrier, hvilket tyder på et højere energiforbrug i den hvide substans i forhold til raske kontroller. Dette kan muligvis skyldes en anden observation, nemlig at en øget forekomst af aktiverede og fagocystiske microglia samt flere CD3+ T-celler indikerer inflammation i det perivaskulære rum i MS NAWM.
I det hele taget fandt forskerne en god korrelation mellem mange af de ultrastrukturelle forskelle og indikationer på inflammation i den hvide substans fra patienter og kontroller. Der var således signifikant negativ korrelation mellem forekomsten af alle tre immunceller og myelinlagets tæthed. Derimod korrelerede disse indikationer på inflammation positivt med antallet af mitokondrier i axonerne samt fordelingen af ionkanalen Kv1.2 og CASPR1-proteinet i juxtaparanoder og paranoder.
- Oprettet den .




