MRI-scanninger af halshvirvlen C1 kan afsløre, om patienter med multipel sclerose (MS) gennemlever en snigende forværring af deres symptomer mellem attakkerne.

Det viser resultater af rygmarvs- og hjerneskanninger, som lægen Antje Bischof og hendes kolleger fra University of California, San Francisco fremlagde i et foredrag (CE2.2) ved ACTRIMS-kongressen i slutningen af februar.

MS-patienter med attakker oplever ofte underliggende progression af symptomer uafhængigt af attakker, hvilket fører til en snigende forværring af handicap-udviklingen. For at forstå fænomenet og kunne tilbyde patienterne den bedste behandling har Antje Bischof forsøgt at finde en biomarkør, som kan udpege patienter i særlig risiko for denne type progression på et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet.

Forværring bekræftes

I observationsstudiet indgik 360 patienter med attakvis MS (RRMS) og 47 patienter med sekundær progressiv MS (SPMS) samt 80 matchede kontroller. Underliggende progression blev defineret som irreversibel forværring af expanded disability status scale (EDSS) baseret på 3-strata. Det vil sige en forøgelse af EDSS på enten 1,5 point fra en baseline på 0; på 1,0 fra en baseline mellem 1 og 5,5; eller på 0,5 fra en baseline over 5,5. Forværringen skulle desuden kunne bekræftes over 12 måneder og være uafhængig af attakker.

Underliggende progression blev konstateret hos 159 patienter med RRMS, og de blev sammenlignet ved MRI-scanninger med 147 matchede patienter, der forblev stabile. Analyserne viste, at én procent hurtigere rate af rygmarvsatrofi ved C1 var associeret med 69 procent reduktion af tiden til den underliggende progression progression begyndte. Denne sammenhæng var stærkt signifikant (p<0,0001). Den næst stærkeste prædiktor var atrofi i de laterale ventrikler, hvor én procents forøgelse af disse var associeret med 16 procent kortere tid til underliggende progression (p<0,007).

For at udelukke en eventuel bias fra kategorisering af patienter til enten RRMS eller SPMS blev sidstnævnte gruppe inkluderet i sensitivitetsanalyser. Her viste resultaterne, at rygmarvsatrofi forløb hurtigere hos patienter med underliggende progression sammenlignet med patienter, som forblev stabile (p<0,02).