Evidensen for at sclerosepatienters sygdomsmodificerende behandlinger reducerer attaker og også hjælper patienterne på lang sigt er meget stærk.

Behandlingerne bidrager væsentligt til forbedringer i sygdomsforløb og prognose, fastslår overlæge ogneurolog vedRigshospitalets Scleroseklinik, Melinda Magyari, der som medforfatter til et nyt dansk studie desuden finder stagnerende incidens i Danmark siden 2020 .

De første sygdomsmodificerende behandlinger for MS blev først tilgængelige i midten af 1990'erne, men siden er antallet af nye behandlingstyper, specialiserede MS-klinikker og sundhedspersonaler, der specialiserer sig i behandling af MS samt forskningsenheder, der fokuserer på MS steget, ligesom det årlige antal videnskabelige publikationer om MS i PubMed-databasen er øget eksponentielt fra 295 i 1970 til 6.786 i 2020. Samtidig er de kommercielle interesser i behandling af MS også steget.

Dette er fremskridt, som alle markant har bidraget til at forbedre behandling af sclerose, ifølge Melinda Magyari, der sammen med professor, Nils Koch-Henriksen, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, har fået publiceret deres fælles studie i Nature Reviews Neurology.

Ikke samme trussel i dag

Tidligere diagnoser, viden om betydningen af tidligere igangsatte behandlinger, den generelt markant større vifte af behandlingsmuligheder og et væsentligt højere ambitionsniveau på patienternes vegne i forhold til, hvad de skal affinde sig med at skulle tåle af symptomer og et deraf følgende væsentligt mere aggressivt behandlingsregime, har ifølge Melinda Magyari, betydet, at patienter i dag lever længere og bedre: 

 ”Vores undersøgelse viser, at det at få diagnosen sclerose således ikke er den samme trussel i dag, som den var midt i 90’erne. Patienterne lever bedre, med færre attakker, og de er ikke mindst længere tid om at nå frem til vores mål for invaliditet. Og de lever længere, så patienterne kan nu vide, at vores behandlinger er effektive og at sygdommen ikke altid er alvorlig, for sygdommen kan være mild, og selv når den ikke er det, gør forbedringer i pleje og effektive behandlinger patienter i stand til at leve et normalt liv i længere tid.” forklarer Melinda Magyari.

En yderligere grund til forbedringerne i sygdomsforløbet kan ifølge Melinda Magyari blandt andet også være, at man nu opdager flere patienter med såkaldt benign MS, som har en god prognose. 

”Genvurdering af data fra en overlevelsesundersøgelse, der indikerede et fald i overdødelighed over tid, viste, at inklusion af flere patienter med godartet MS i ældre kohorter reducerer overdødeligheden i disse kohorter hvilket tyder på, at inklusion af flere patienter med godartet MS har væsentlig indflydelse på det tilsyneladende sygdomsforløb,” forklarer hun og fortsætter:

”Men den forbedrede overlevelse kan dog i en vis grad også tilskrives et bedre sundhedsvæsen generelt med tværfaglige plejegrupper og en bedre behandling af sklerosens typiske følgesygdomme. Samt at mange af vores patienter er blevet meget bedre, end de var tidligere, til at foretage de forandringer i form af for eksempel rygestop og andre livsstilsforandringer, som vi anbefaler. Så sclerosebehandlling er et dynamisk område, hvor det kan være svært at få betydningen af de forskellige indsatser præcist identificeret i procenter,” fortæller Melinda Magyari, der i øvrigt opfordrer neurologer til at have særlig opmærksomhed i forhold til patienter med mild tidlig sygdom eller tidlige sygdomstegn, som kan have behov for monitorering for at forudsige og forebygge fremtidig aktivitet og forværring.

Melinda Magyari og Niels Kock- Henriksen har dog ikke kun set på behandlingsresultater. De har også udnyttet det unikke danske skleroseregister til at analysere den epidemiologiske udvikling i incidensen for således at forsøge at ruste sundhedsvæsner til, hvad de opfatter som tilsyneladende ændringer i incidensen af sklerose. Melinda Magyari påpeger blandt andet:

”Data og undersøgelser synes at indikere, at incidensen af sklerose generelt synes at være steget. Men samtidigt er der en række faktorer som for eksempel forandrede diagnostiske kriterier, som betyder, at selvom incidensen og registrerede tilfælde ganske rigtigt reelt er steget markant de seneste årtier – for eksempel i de mellemøstlige lande- så er der andre lande, hvor stigningen enten er bremset eller direkte faldet igen. Overordnet finder vi, at incidensen nok er steget markant indtil for 20 år siden, men for så siden enten at stabilisere sig eller falde igen. Det samme synes at gælde for Danmark, hvor incidensen ikke reelt kan ses at være steget siden 2000, selvom den steg markant fra 1950’ erne, ” forklarer Melinda Magyari.

En sandsynlig medvirkende årsager til den tilsyneladende stigning i forekomsten er udover den tidligere diagnosticering ifølge Magyari en øget offentlig bevidsthed, en stigning i antallet af neurologer og MR-scannere i kombination med generelle forbedringer i sundhedsvæsenet og velfærden samt forbedret diagnosticering af såkaldt godartet MS, som tidligere ville være forblevet udiagnosticeret.

”Bevidstheden om MS og interessen for dens håndtering er jo delvist delvist drevet af fremkomsten af de sygdomsmodificerende behandlinger. Men ud over disse faktorer har stadig mere følsomme diagnostiske kriterier desuden muliggjort diagnosticering af MS hos personer, der tidligere kun ville have været diagnosticeret med CIS, og dermed også øget andelen af ​​patienter med relativt mild sygdom,” fortæller Melinda Magyari.