Antallet af MS-patienter synes at stige med udviklingen af velstand og forekommer derfor hyppigere i de udviklede lande. Forklaringen kan være bedre diagnostik og udsættelse for flere risikofaktorer.

Det viser en undersøgelse offentliggjort i BMC Neurology baseret på en sammenligning af MS-tilfælde i enkelte lande med disse regioners socioøkonomiske status målt ved Human Development Index (HDI) og Prosperity Index (PI).

HDI giver en måde at sammenligne socioøkonomiske forskelle mellem lande på, mens PI bruges til at evaluere samfundsmæssig velbefindende på samfundsniveau baseret på sundhedstjenestens tilstand, miljøforhold og regeringens magt.

Forekomsten og nye tilfælde af ​​MS varierer rundt om i verden, hvilket tyder på, at miljøfaktorer interagerer med genetik for at udløse tilstanden.

Årsagerne til sådanne forskelle kan være forbundet med bedre adgang til diagnostiske faciliteter i udviklede lande såvel som øget eksponering for faktorer, såsom fedme eller rygning, der øger risikoen for MS.

Da patienters livsstil påvirker, hvilke miljømæssige risikofaktorer de kan blive udsat for, kan socioøkonomiske komponenter også være forbundet med MS.

Ud fra denne hypotese sammenlignede forskere fra Torbat Heydariyeh University of Medical Sciences i Iran antallet af MS-patienter i forskellige lande med disse regioners socioøkonomiske status ved hjælp af HDI og PI.

”Samlet set repræsenterer disse to indekser omfanget af landenes udvikling,” pointerer forskerne.

På baggrund af tilgængelige data, der blev indsamlet i 2017 fra 195 lande, fandt holdet, at 21,7 personer pr. 100.000 generelt havde MS, og at MS-tilfælde opstod med en hastighed på 0,7 pr. 100.000 personer.

Canada udviste den højeste forekomst med 168 personer pr. 100.000 og den højeste forekomst på 5,63 pr. 100.000. I den anden ende af skalaen havde øen Maldiverne den laveste forekomst og nye tilfælde på henholdsvis 1,52 og 0,09 pr. 100.000 mennesker.

Blandt lande med tilgængelige socioøkonomiske oplysninger havde Norge og Yemen henholdsvis de højeste og laveste PI'er. Norge havde også den højeste HDI, mens Niger havde den laveste.

Generelt korrelerede antallet af MS-tilfælde stærkt med velstandsforanstaltninger. Lande i Nordamerika og Vesteuropa havde tendens til at have højere HDI og PI og havde det største antal MS, både som andel af deres populationer (MS-prævalens) og med hensyn til antal nye tilfælde (MS-incidens).

I gennemsnit havde 54,21 og 11,64 mennesker MS pr. 100.000 i henholdsvis udviklede lande og udviklingslande, og MS-forekomsten i udviklede lande var 5,5 gange så høj som udviklingslandene.

Forskerne observerede, at inden for PI-undergrupper havde MS-rater tendens til at øges mere med sundhedsstatus, landets stabilitet og videregående uddannelse end med andre faktorer. På den anden side var forventede skolegangsår og bruttoindkomst de HDI-faktorer, der var stærkest forbundet med MS-målinger.

Forskellene mellem udviklede lande og udviklingslande kan til dels skyldes bedre adgang til diagnostiske faciliteter i udviklede lande, hvilket fører til tidligere og mere udbredt diagnose og behandling. Bedre socioøkonomiske forhold er også forbundet med ting som øget rygning og fedme, som er potentielle MS-risikofaktorer.

Højere spædbarnsdødelighed i udviklingslandene kunne også påvirke MS-frekvenser, skrev forskerne, da dette kunne give færre mennesker med nedsat immunforsvar mulighed for at nå voksenalderen.

"Generelt har forskellen i indkomst og den socioøkonomiske udvikling globalt skabt et MS-billede, der bør undersøges mere detaljeret i fremtidige studier," konkluderer forskerne.