Fenebrutinib har vist god effekt og sikkerhedsprofil i studier med andre inflammatoriske sygdomme, og nu vil forskere undersøge, om BTK-hæmmeren også kan bremse progression ved multipel sclerose.

Håbet er samtidig, at studiets primære endemål - 12 ugers bekræftet sammensat disability-progression (cCPD-12) - kan give et mere komplet billede af sygdomsprogression end EDSS alene. 

Mere og mere tyder på, at B-celler og myeloide stamceller medvirker til progression hos MS-patienter, og derfor er der også kommet fokus på disse mekanismer i udviklingen af nye behandlinger. BTK-hæmmeren fenebrutinib har den dobbelte funktion, at den både hæmmer B-celler og aktivering af myeloide stamceller, og dermed retter behandlingen sig både mod den akutte og den kroniske inflammation ved MS. Et nyt fase III-studie skal nu undersøge, om den dobbelte virkningsmekanisme betyder, at fenebrutinib både kan forebygge attakker og bremse progression. Det er første gang, at fenebrutinib afprøves som behandling til MS, og fase III-studiet sker på baggrund af resultater fra patienter med andre inflammatoriske sygdomme, som tyder på en favorabel balance mellem risici og effekt. 

I alt omfatter projektet to identiske studier med RMS-patienter (FENhance 1 og 2) og et studie med PPMS-patienter (FENtrepid). Patienterne bliver fordelt en til en i behandlings- og kontrolgrupperne, og i alt forventer forskerne at inkludere 734 patienter i hvert af RMS-studierne og 946 patienter i PPMS-studiet. Studiernes varighed vil afhænge af registreret sygdomsaktivitet, og de første analyser vil blive foretaget, når mere end 96 patienter i RMS-studierne og mere end 120 i PPMS-studiet får konstateret cCDP-12.

For at få det skal patienten mindst opleve en af følgende tre forværringer: Mere end et points forværring fra en baseline EDSS-score på op til 5,5 eller mere end et halvt points forværring fra en baseline EDSS-score på 5.5 eller derover, 20 procents forværring fra baseline i 9-hole-peg-testen eller 20 procent forværring i 25-foot walk-testen.

cCDP-12 giver en kvantitativ funktionsvurdering af overkroppen, og derfor er den særligt i de tidligere stadier af sygdommen en mere følsom test af handicapudvikling end EDSS.

Fenebrutinib-grupperne i PPMS- og RMS-studierne vil blive sammenlignet med henholdsvis Ocrevus (ocrelizumab) og Aubagio (teriflunomid) og altså med aktiv sygdomsmodificerende behandlinger, hvor man kender effekten på handicapudvikling. PPMS-studiet bliver dermed det første, hvor et nyt lægemiddel til progressiv MS sammenlignes med et eksisterende aktivt lægemiddel i stedet for placebo.