EAN: Lav receptorbelægning kan være årsagen til, at nogle RRMS-patienter oplever, at effekten af Tysabri (natallizumab) aftager sidst i behandlingscyklussen.

Det konkluderer norske forskere på baggrund af en undersøgelse præsenteret (Abstract EPO1220) på EANs årskongres i Oslo. Forskerne har set på ligheder og forskelle mellem 41 patienter som er i behandling med Tysabri ved Bergens Universitetshospital. Den danske professor Per Soelberg Sørensen mener, der kan spares mio. af kroner på at dosere Tysabri efter behov i stedet for at alle får det samme.

Ud af de 41 patienter oplever otte (19,5 procent) jævnligt symptomer på, at effekten af deres behandling aftager hen mod slutningen af de fire uger, der går mellem infusionerne, mens ni patienter (22 procent) oplever det ind imellem.

Og ud af den række faktorer, som forskerne har undersøgt, slår en høj BMI, træthed og lavere tilknytning til arbejdsmarkedet igennem som fælles for de patienter, der jævnligt oplever, at effekten af behandlingen ikke holder cyklussen ud.

Forskerne har i alt indsamlet data om patienternes alder, BMI, jobstatus, rygevaner, træthed (FSS) og handikap (EDSS), og derudover har de taget blodprøver før og efter infusion med Tysabri. Neurofilament Light Chain er blevet målt i blodet ved SIMOA-analyse, men ud over BMI’en, trætheden og tilknytningen til arbejdsmarkedet, fandt de ikke forskel mellem de tre grupper.

Tidligere studier har vist en sammenhæng mellem høj BMI og lav receptor-belægning, og de norske forskere konkluderer, at den lave receptorbelægning kan være årsag til, at behandlingseffekten ved Tysabri aftager.

Per Soelberg Sørensen, professor ved Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet kalder studiet for lille, men interessant.

”Vi kender jo godt, at nogle patienter kræver en højere dosis, og her finder de, at det ser ud til at hænge sammen med BMI’en. Nogle af vores præparater doseres efter vægt og andre gør ikke, men det er jo nærliggende at tænke, at folk, der er større, skal have mere, og hvis de ikke får det, så får de det, man kalder wearing out,” siger Per Soelberg Sørensen.

Studiet er også interessant, fordi spørgsmålet om doseringen af Tysabri også har det perspektiv, at rigtig mange patienter formentlig vil kunne klare sig med mindre dosis, end det der er standarden i dag. Og der vil være langt flere, der kan nøjes med en lavere dosis, end der vil være patienter, som har brug for mere, mener Soelberg. Standarden er, at Tysabri gives hver fjerde uge, men det er en udbredt opfattelse blandt scleroselæger, at mange patienter kunne vente seks uger mellem infusionerne og stadig være fuldt dækket behandlingsmæssigt, fortæller Per Soelberg Sørensen.

”Dosering ud fra patientens vægt eller behov er ikke noget, vi arbejder med i det daglige, men det ville måske give god mening, for de fleste patienter ville sagtens kunne gå seks uger mellem infusionerne, og hvis man gør det, sparer man 50 procent af udgifterne til den behandling. Det vil være mange mio. kroner, så hvis man kunne bruge de penge til noget fornuftigt, ville det være oplagt at gøre det,” siger Per Soelberg Sørensen.

En omlægning af infusionsraten vil dog kræve omtanke og planlægning. Blandt andet skulle der etableres et system til blodprøvekontrol af patienter, når de går ud over de fire uger, for at sikre, at de er dækket af behandlingen.

”Der er mange perspektiver i det, for vi har jo også belastning på vores infusionsrum, så det er da noget, vi vil tale om igen, når vi får tid. Men det skal gøres ordentligt og på en måde, der er sikker for patienterne, for med Tysabri er der en risiko for en opblusning af sygdomsaktiviteten, når man stopper behandlingen, og det ønsker vi ikke at udsætte patienterne for. Så man skal finde en måde, hvor man hurtigt måler, om patienterne er mættede eller ej. Det er ikke noget, man bare lige gør. Man skal have sat et system op, så man kan måle det,” siger Per Soelberg Sørensen.