
Prisvinder: Ny MR-teknik kan give bedre monitorering af MS
Mikro-FA er et nyt MR-mål, som kan give indsigt i sygdomsprogression og kognition hos MS-patienter, viser nyt internationalt studie.
Teknikken vil blive et vigtigt klinisk værktøj til at spore og forstå MS-patologi, siger ingeniør ved MR-forskningssektionen på Hvidovre Hospital Kasper Winther Andersen.
Klassiske diffusionsvægtede MR-scanninger giver først og fremmest mulighed for at se og klassificere læsioner i hjernens hvide substans og måle deres omfang, men nu giver et nyt mål i diffusionsscanningerne – en såkaldt mikroskopiske diffusions-anisotrofi (mikro-FA) – også mulighed for at få et klart billede af mikrostrukturen i den hvide substans.
Den nye type billeder viser en klar forskel i den hvide substans mellem MS-patienter og raske kontrolpersoner, og tilstanden i den hvide substans korrelerer med kliniske såvel som kognitive scorer og med alder, fortalte Kasper Winther Andersen, da han præsenterede studiet ved DAREMUS forskningsmødet 2019.
”Det her er det første studie med mikro-FA i en større population, og vi forventer, at det kan blive et vigtigt klinisk værktøj til at forstå MS og også til at spore patologien i MS,” sagde Kasper Winther Andersen, da han præsenterede studiet.
I 90 procent af hjernens hvide substans ligger hjernens fibre på kryds og tværs, hvilket har gjort det svært at se mikrostrukturen på de klassiske scanninger, og det særlige ved den nye MR-metode er, at billedet af mikrostrukturen skilles fra fibrenes arkitektur, og det giver mulighed for at se nærmere på mikrostrukturen.
”Det vil sige, at vi her har et mål, der fjerner effekten fra de krydsende fibre, og når vi kører statistik på scanningerne, så får vi også meget forskellige resultater. I de gamle DTI-FA, får vi ikke nogen gruppeeffekt, når vi ser på normal appearing white matter, men det gør vi med mikro-FA, hvor vi ser en lavere mikro-FA i de to MS-grupper sammenlignet med den raske gruppe,” siger Kasper Winther Andersen.
Forskerne har scannet 40 MS-patienter (26 med RRMS og 14 med PPMS) og 27 raske kontrolpersoner. De har genereret henholdsvis det gamle DTI-FA-mål og den nye mikro-FA for hver person, udtrukket værdierne i normalt udseende hvid substans og analyseret data med Group by hemisphere ANOVA og korrelleret det med alder, EDSS og SDMT.
Ud over fundet af gruppeeffekten fandt man også, at mikro-FA hos MS-patienterne korrelerede negativt med EDSS, hvilket betyder, at en lav mikro-FA værdi er forbundet med en større grad af fysisk forværring. Og man fandt, at mikro-FA korrelerede med SDMT både hos MS-patienter og i kontrolgruppen.
Kasper Winther Andersen vandt DAREMUS 2. prisen for sin præsentation af studiet.
- Oprettet den .




