Nyopdaget MS sent i livet skyldes næppe sen diagnose
ECTRIMS: Sent opdaget MS efter 50 års-alderen er ikke resultatet af en sen diagnose, men skyldes faktisk, at sygdommen opstår sent.
Det antyder i hvert fald en ny undersøgelse, der torsdag blev præsenteret på den europæiske MS-kongres, ECTRIMS, i Berlin.
Senere opdagelse af MS med en diagnose lavet efter 50 år adskiller sig på en række måder fra MS hos unge - herunder hurtigere reduktion af funktionsevnerne.
Nogle undersøgelser tyder dog på, at sent opstået MS faktisk skyldes forsinket diagnose eller fejldiagnose, og da overvågning af sygdommen i øjeblikket påvirkes af den opfattede begyndelse af MS, er det vigtigt at få fastslået, om det skyldes en sen diagnose eller en sen opståen.
Forskere fra University of Nottingham prøvede derfor at måle mængden af læsioner i det hvide stof i hjernen hos unge og ældre MS-patienter med nyopstået MS, da det vil kunne give en objektiv vurdering af om MS har eksisteret i længere tid eller er nyopstået.
Forskerne lavede scanninger af UK Nottingham MS Register kohorten med 139 deltagere, hvoraf 21 havde sent opstået MS og 118 var unge med MS. Oplysninger om tidspunktet for CIS (clinically isolated syndrome), diagnosedata og læsionsvolumener på tidspunktet for diagnosen blev registreret for hver patient og vurderet i forhold til alderen ved diagnose.
I hele kohorten var den gennemsnitlige tid mellem CIS og diagnose 61,42 måneder.
I aldersgruppen 50-59 var den gennemsnitlige tid 95,24 måneder. COX-regression viste, at tiden mellem CIS og den faktiske diagnose steg med 2,5 procent for hvert år ældre ved diagnose (P = 0,003). Derimod viste MRI, at der var en lineær regression, som viste, at der ikke var nogen sammenhæng mellem alder ved diagnose og læsionsvolumen ved præsentation (P = 0.747).
Undersøgelsen viste således, at mængden af læsioner ved første scanning ikke påvirkes af alderen ved diagnosen. MR-resultaterne understøtter ikke, at sent opdaget MS kan være udtryk for en forsinket diagnose og foreslår, at sygdommen faktisk er forsinket.
Imidlertid er der behov for yderligere undersøgelser af læsionsakkumulationshastigheden hos forskellige ubehandlede patienter for fuldt ud at forstå, om sent opstået MS faktisk er virkelig forsinket eller ej.
- Oprettet den .




