Faglig skam og frygt for karrieremæssige repressalier forhindrer læger i at søge hjælp i tide, mener Katharina Oravsky Sandström, som tidligere i år mistede sin veninde til selvmord. Venindens skæbne skriver sig ind i den triste statistik, at læger fortsat er overrepræsenterede i selvmordsopgørelserne sammenlignet med andre erhvervsgrupper. Lægeforeningen har vanskeligt ved at se, hvordan den kan gøre en målrettet indsats for at få bragt antallet af selvmord ned.

Da Katharina Oravsky Sandströms nære veninde døde af selvmord i foråret, blev chokket og sorgen over tabet af veninden ledsaget af skyldfølelse. Havde hun overset advarselstegnene? Blot få dage forinden havde de fejret, at de var blevet færdige med uddannelsen som parterapeut og sexolog. På overfladen gik det godt, men Katharina Oravsky Sandström vidste også, at veninden rummede et mørke. Hun anede bare ikke, hvor slemt det stod til.

De to veninder var begge læger og havde blandt andet arbejdet i psykiatrien. Katharina Oravsky Sandström skrev et mindeord om veninden til Ugeskrift for Læger, og i tiden efter dødsfaldet så hun i fagbladet mindst to andre dødsannoncer over yngre læger, som havde valgt livet fra. Det satte gang i tanker om lægerollen, om skam og ensomhed og om de barrierer, der kan afholde læger fra at vise sårbarhed og søge hjælp. Spørgsmål meldte sig: Var det, at veninden var læge, medvirkende til, at hun ikke fik søgt hjælp i tide? At det ikke blev opdaget, hvor dårligt hun havde det?

”Jeg kan jo ikke sige, at det var derfor, hun havde det dårligt og fik selvmordstanker. Men jeg er ret overbevist om, at det havde været nemmere for min veninde at søge hjælp, hvis ikke det var for den faglige skam, der ligger i at skulle blive patient som læge,” siger Katharina Oravsky Sandström og uddyber:

”Jeg tror, mange læger oplever en følelse af skam, som får dem til at gå alene med de svære følelser. Hvis vi får det dårligt, har vi fejlet. Vi har ikke kunnet passe godt nok på os selv. Det er, som om vi har en indre stemme, som fortæller os, at vi er svage og dårlige læger, hvis vi ikke kan klare os selv. I virkeligheden stigmatiserer vi os selv for nogle tilstande, som vi aldrig kunne finde på at stigmatisere vores patienter for, fordi vi har et forskruet billede af, hvad vi burde kunne klare som læger.”

Den faglige skam har hun oplevet på egen krop. Efter ti hårde år besluttede hun sig i 2024 for at forlade lægelivet. Et lægeliv præget af skiftende ansættelser i et miljø, som hun aldrig følte, hun blev en del af. Af stress, depression og sygemeldinger.

”Jeg følte ikke, at jeg kunne rummes. Jeg skammede mig over, hvem jeg var, når jeg var i en lægelig ansættelse. Jeg følte aldrig, jeg var god nok, og at der var konsekvenser ved at vise mig, som jeg er. Der var helt klart sider af mig, der ikke var velkomne i den verden. For mig resulterede det i stress,” siger Katharina Oravsky Sandström.

Øget selvmordsrisiko blandt læger

Det er i sagens natur svært at undersøge, hvorfor nogen dør af selvmord. Faktum er dog, at der er en overrepræsentation af selvmord blandt læger. Det fremgår af forskningslitteraturen, som i dansk sammenhæng er noget sparsom og bedaget.

Den seneste danske undersøgelse er fra 2007 og undersøgte risikoen for selvmord fordelt på 55 erhvervsgrupper. Analysen var baseret på 3.195 selvmord og 63.900 matchede kontroller i perioden 1991 til 1997 og viste, at læger havde den højeste selvmordsrisiko (odds ratio 2,7; 95% CI 1,8–4,2) af alle erhvervsgrupper sammenholdt med folkeskolelærere, som havde den laveste risiko. Også sygeplejersker havde en øget selvmordsrisiko.

De fleste erhvervsrelaterede forskelle i selvmordsrisiko kunne forklares med socioøkonomiske forhold. Undtagelsen var læger og sygeplejersker, hvor en stor del af den øgede selvmordsrisiko kunne forklares ved brug af farlig medicin. Hos personer med en psykiatrisk lidelse var sammenhængen mellem erhverv og selvmordsrisiko svag – dog igen med undtagelse af læger med psykiatriske lidelser, for hvem selvmordsrisikoen var over tre gange højere end hos psykiatriske patienter i referencegruppen.

I international sammenhæng viste et nyere studie fra 2024 (en systematisk gennemgang og metaanalyse af 39 studier publiceret mellem 1960 og 2024), at selvmordsrisikoen for læger er faldet over tid. Den samlede analyse viste, at mandlige lægers selvmordsrisiko var på niveau med den mandlige baggrundsbefolkning, hvorimod kvindelige lægers selvmordsrisiko var signifikant øget i forhold til kvinder i den generelle befolkning. Blandt mandlige læger var selvmordsrisikoen betydeligt øget sammenlignet med mænd fra andre erhvervsgrupper. Undersøgelsen siger dog ikke meget om danske forhold, da det eneste danske studie i analysen blev publiceret i 1963.

Læger kan være rollemodeller

”Det er ikke kun læger, men også andet sundhedspersonale, der har en højere selvmordsrate, end hvad man ville forvente. Det er lidt overraskende, forstået på den måde, at det er personer, som har faglig viden om mental sundhed og derfor ved, hvordan de kan få hjælp. Desværre er det også en gruppe, som ved, hvordan en selvmordshandling har en større sandsynlighed for at få en fatal udgang,” siger Annette Erlangsen, seniorforsker og programleder ved Danish Research Institute for Suicide Prevention (DRISP).

Hun og kollegerne i DRISP er i gang med en undersøgelse af selvmordsrisikoen for forskellige erhvervsgrupper i Danmark, herunder læger. Undersøgelsen forventes udgivet i 2026.

”Undersøgelsen blev blandt andet iværksat, fordi vi mangler opdaterede data om sammenhængen mellem erhverv og selvmordsrisiko i Danmark. Vi har en database med oplysninger om selvmord, som vi vil sørge for at holde opdateret fremover,” siger Annette Erlangsen.

Hun påpeger, at det er vigtigt for forebyggelsen af selvmord blandt læger, at der er læger, som står frem og fortæller om deres psykiske vanskeligheder.

”Læger kunne være virkelig vigtige rollemodeller ved at stå frem og fortælle om for eksempel det pres og de mentale belastninger, som arbejdet bringer med sig. Det ville være meget værdifuldt, hvis læger talte mere om mental sundhed – og gerne på en offentlig måde,” siger hun.

”International forskning viser, at det kan være selvmordsforebyggende, hvis personer står frem i medierne og fortæller om, hvor svært det kan være at have selvmordstanker, og om hvordan de fandt en vej tilbage. Det kan give inspiration til andre, der sidder i samme situation, og give dem mod til at gøre noget ved situationen.”

Kollegialt Netværk for Læger

Professor og psykiater Merete Nordentoft har i det meste af sin karriere beskæftiget sig med selvmordsforebyggelse. Allerede i 1988 skrev hun en oversigtsartikel med titlen ”Selvmord blandt læger” i Ugeskrift for Læger, hvori en af konklusionerne var, at selvmordsraten er høj blandt læger. På baggrund af litteraturgennemgangen opfordrede hun dengang til handling:

”Den høje selvmordsrate blandt danske læger, som findes både blandt kvinder og mænd, både blandt selvstændige og funktionærer, gør det nødvendigt at forske i, hvilke stressfaktorer læger er specielt udsat for, og en undersøgelse af lægers subjektive oplevelse af deres sociale liv, deres arbejdsforhold og uddannelsesforhold vil i denne sammenhæng være værdifuld.”

”Samtidig er det nødvendigt med mere udbyggede hjælpeprogrammer for læger med misbrugsproblemer og læger, der har foretaget selvmordsforsøg eller har været psykiatrisk indlagt.”

Efterfølgende blev der lavet en rundspørge blandt yngre læger, hvilket førte til, at Lægeforeningen etablerede Kollegialt Netværk for Læger i 1992. Her hjælper læger frivilligt og fortroligt andre læger med arbejdsmæssige eller private problemer. Om baggrunden for netværket skriver Lægeforeningen, at ”mange læger har svært ved at ’læsse af’, fordi der ikke er kollegial tradition for at drøfte personlige problemer.”

En ekstra barriere

At det er svært tale om problemerne er ikke en udfordring, som er unik for læger, påpeger Merete Nordentoft. Men læger er i den særlige situation, at de skal søge hjælp hos deres egne kolleger, hvis de har behandlingskrævende psykiske lidelser.

”Der kan godt være, at situationen er værre for læger, fordi de skal søge hjælp blandt nogen, som de måske kender eller kommer til at se igen i en anden sammenhæng. Jeg vil tro, at det er en ekstra barriere for, at læger søger hjælp,” siger Merete Nordentoft.

Hun anerkender, at selvmordsrisikoen er øget blandt læger, men understreger også, at selvmord blandt læger er en sjældenhed.

”Det er en meget lille gruppe, der ender med at dø af selvmord, men de udgør toppen af isbjerget, og man kan spørge sig selv, om vi har et godt nok tilbud til dem,” siger hun.

Efterlyser bedre tilbud

For Katharina Oravsky Sandström er svaret på det spørgsmål et klart nej. Hun hilser initiativer som Kollegialt Netværk for Læger velkommen, men det er ikke nok, mener hun. Det grundlæggende problem består: Læger er nødsaget til at søge hjælp i det system, de selv er en del af.

”Hvis man for eksempel er læge i psykiatrien og pludselig selv har brug for hjælp i det system, så skal man gå til en kollega med denne meget personlige og private problematik. Det ligger der en kæmpe skam i: Vil man vise sit allermest sårbare inderste frem for nogen, man gerne vil kunne fremstå som professionel over for? Nej, selvfølgelig vil man ikke det,” siger hun.

”Mere langsigtet vil man bekymre sig om, om man vil miste sit arbejde. Hvad vil der ske med mig, hvis det kommer ud, at jeg har haft en svær depression? Hvem vil ansætte en læge, som man ved har haft et svært misbrug eller forsøgt selvmord?”

Katharina Oravsky Sandström peger på, at lægeverdenen er præget af en kultur, hvor robusthed, effektivitet og evnen til at kunne klare mange belastninger er blandt de vigtigste dyder. Hvis en læge udviser sårbarhed eller er åben omkring psykiske udfordringer, har det ikke kun konsekvenser for selvopfattelsen. Det kan også have karrieremæssige konsekvenser, mener hun.

”Det kan for eksempel have konsekvenser i forhold til, hvilke opgaver man bliver tildelt. Eller i forhold til, om man får en stilling eller en hoveduddannelse. Jeg har hørt fra læger, der har en diagnose eller har været indlagt i psykiatrisk regi, som oplever, at der bliver sået tvivl om, om de nu er robuste nok til at være læger,” siger Katharina Oravsky Sandström.

Hvad er løsningen på det problem?

”På lang sigt har vi brug for at få nedbrudt den skam, som kan ramme læger, der har det svært psykisk. Det skal blandt andet ske ved, at nogle læger tør stå frem og vise sårbarhed. På kort sigt mener jeg, at der skal være et sted uden for systemet, hvor man som læge kan henvende sig og være tryg i, at det ikke får faglige konsekvenser. For helt ærligt: Hvis jeg skulle indlægges på en psykiatrisk skadestue, fordi jeg havde selvmordstanker, så ville jeg nægte det, fordi jeg ville kende de mennesker, der skulle indlægge mig.”

Konsekvenser for karrieren

Lægeforeningens formand Camilla Rathcke anerkender, at det er sårbart for læger at skulle søge hjælp i de systemer, de selv arbejder i.

”Men når det er sagt, så er det stadig det bedste sted at få hjælp. Og det bør aldrig nogensinde få karrieremæssige konsekvenser for den enkelte læge, at man har søgt psykiatrisk hjælp,” siger Camilla Rathcke.

Men kan det få konsekvenser?

”Jeg håber virkelig ikke, at vi i dagens samfund stigmatiserer dem, der har haft en psykisk lidelse, i en sådan grad, at det påvirker deres ansættelsesforhold, hvis de i øvrigt kommer ovenpå igen og formår at vende tilbage til deres arbejdsplads. Men grundlæggende kan jeg ikke vide det, for vi får ikke nødvendigvis nogen viden om, hvorfor folk holder op i deres ansættelser, eller hvorfor de ikke får de stillinger, de søger. Men vi er selvfølgelig klar til at hjælpe vores medlemmer, hvis de henvender sig til os om det.”

”Jeg kan sagtens genkende den bekymring, fordi vi som læger er meget optagede af, at vi altid skal kunne slå til, altid være på dupperne, altid tænke ti skridt længere fremme og klare alting, selvom der er travlhed. Jeg er overbevist om, at læger kan være bekymrede for, at det kan få karrieremæssige konsekvenser, og det kan desværre i sig selv smitte af i forhold til, om man søger hjælp.”

Svært at gøre en målrettet indsats

Camilla Rathcke fortæller, at Lægeforeningen er bekendt med, at der er en øget forekomst af selvmord blandt læger, og at man anser det for et særskilt problem.

”Det gør et stort indtryk. Vi er desværre også indimellem i kontakt med medlemmer, som vi bliver bekymrede for, og som selvfølgelig kræver akut handling. Det er generelt en rigtig svær og alvorlig problematik, som kræver vedvarende opmærksomhed.”

Lægeforeningen oplever i konkakten med medlemmerne, at læger kan være særligt udsatte for psykiske belastningsreaktioner, for eksempel i kølvandet på alvorlige utilsigtede hændelser.

”Vi har af og til behov for at understøtte og hjælpe medlemmer, eventuelt ved at henvise til psykolog gennem foreningen. Men nogle kan have decideret behov for psykiatrisk hjælp, og det skal ske i psykiatrisk regi. Det er et særskilt problem, at vi har en øget selvmordsrisiko blandt læger, og der er ingen tvivl om, at jeg gerne ville have, at det var anderledes,” siger Camilla Rathcke.

Det er imidlertid svært at gøre en målrettet indsats for at forebygge selvmord blandt læger, siger hun.

”Det er enormt svært at have et særligt fokus og lave en særlig indsats i forhold til, fordi vi hører meget lidt om selvmordstanker fra medlemmerne. Det er ikke typisk det, vi hører om fra vores medlemmer. Det er noget, vi kan se i statistikker, eller når vi hører om, at en læge har taget sig eget liv, men vi ved sjældent, hvorfor de har taget deres eget liv, og derfor er det svært at lave en målrettet indsats.”

”Men vi har en meget målrettet indsats for at forbedre det arbejdsliv, vi har som læger, og den psykologiske tryghed, der skal være i et meget stressfyldt miljø med højt tempo, stort ansvar, mange patienter, uforudsigelige opgaver, adgang til medicin, risiko for fejl og selvfølgelig meget høje forventninger til en selv. Alt det akkumuleret giver en risikoprofil, der ikke er særlig sund, hvis man også har eller får det dårligt psykisk. Alle disse faktorer kan vi arbejde på at forbedre, men at adressere selvmord særskilt er svært, fordi det nok er mere komplekst end som så.”

Vil I forsøge at indsamle mere viden om selvmord blandt læger?

”Det er også enormt svært, for hvem skal vi spørge? Nogle gange får vi henvendelser efterfølgende fra familie eller pårørende. Typisk hører vi aldrig noget om det. Der er også mange, som ikke vil bruge deres forening til den slags problemstillinger. Jeg tror ikke, vi skal gøre andet og mere, end vi gør lige nu. Men det er noget, vi har et vedvarende fokus på.”

Tarzansyndromet

I lægekredse har man i de senere år talt meget om Tarzansyndromet – om en kultur, hvor lægen skal være robust og stærk og kunne klare store belastninger.

”Det er en kultur fra en anden tid, som jeg oplever, vi er ved at forlade. Men Tarzan­syndromet findes stadig hos nogen og kommer dels fra den enkeltes egen opfattelse af altid at skulle slå til og altid at skulle være perfekt. Men det kommer også af, at vi er i et fag, der er præget af stor faglighed, forventninger fra en selv og andre, der kigger på os og forventer, at vi altid kan levere og helst aldrig begår fejl, fordi det potentielt kan skade andre mennesker. Det kan det desværre bare netop, hvis man er Tarzan, for det er jo desværre også udtryk for, man ikke kender eller lytter til sin egen begrænsning – fagligt, mentalt, fysisk,” siger Camilla Rathcke.

”Vi kan se, at læger sjældnere eller i hvert fald senere søger professionelt hjælp, når de er i mistrivsel eller har psykiske problemer. Vi ser også i forskningen, at der er tendens til, at læger selvmedicinerer – også på en måde, som kan resultere i selvmord.”

Kulturen er der stadig i en vis grad, men der er sket forbedringer, mener Camilla Rathcke.

”Vi er i hvert fald i sundhedsvæsenet i dag væsentligt mere bevidste om, at fejl sker. Og at det, at fejl sker, også er menneskeligt; at det ikke er ensbetydende med, at man er en dårlig læge.”

Er der plads til, at læger kan vise sårbarhed?

”Det er svært at sige. Det vil jeg tro, der er rigtig mange steder. Jeg vil også tro, at mange ikke føler, at det er plads til det. Men det ville være ønskeligt, hvis der var nogen, som var kommet igennem nogle svære psykiske perioder eller decideret psykiske lidelser og kunne fortælle om deres oplevelser og om, hvordan de er vendt tilbage til arbejdslivet. Det, mener jeg, der er plads til. Jo flere gode historier, vi kan få at den slags, jo bedre.” 

Kollegialt Netværk for Læger

Kollegialt Netværk for Læger er et tilbud i regi af Lægeforeningen, hvor læger kan tale fortroligt med andre læger om små og store problemer af arbejdsmæssig eller privat karakter. Hjælpen bliver ydet af yngre læger, overlæger, praktiserende speciallæger eller speciallæger i almen medicin, der er rådgivere på ulønnet og frivillig basis.

Netværksrådgiverne behandler ikke, men kan give råd om muligheder for økonomisk eller personlig støtte til læger, som er involveret i en klagesag, eller hjælpe med at etablere kontakt til for eksempel en arbejdsmediciner, socialrådgiver, psykiater, psykolog eller jurist.

Hvis du har brug for hjælp

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning: 70 201 201.

Åben alle årets dage fra klokken 11 til 05.

Chatrådgivning: livslinien.dk/raadgivning/chatraadgivning

Åben hverdage fra 17 til 21.

og weekender fra klokken 13 til 17.