En række forskningstalenter og faglige fyrtårn med forskellige specialer har de senere år forladt det offentlige til fordel for en stilling i medicinalindustrien. Det er blevet sværere at fastholde talenter i sundhedsvæsenet, lyder det fra Magnus T. Jensen, direktør på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Han mener, at sundhedsvæsenet skal blive bedre til at tale formålet og vigtigheden af arbejdet op.

Der bør uddannes flere læger i fremtiden, lyder det fra Lægemiddelindustriforeningen (Lif) i et høringssvar til Sundhedsstyrelsens nye dimensioneringsplan for uddannelsen af speciallæger. Lif kan se, at lægemiddelvirksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft er stigende, og med regeringens nye Life Science-plan vil udviklingen formentlig tage til, vurderer brancheforeningen. Antallet af medarbejdere i industrien er steget med knap 10.000 personer i 2022 og 2023, heraf har cirka 5.000 en lang videregående kandidatuddannelse eller en ph.d. Og udviklingen er fortsat i 2024, skriver Lif i høringssvaret.

”Udviklingen i lægemiddelindustrien kan betyde, at en stigende andel af (special)lægerne vælger en karriere i industrien frem for i det offentlige sundhedsvæsen,” lyder det.

Ifølge Bevægelsesregistret var 222 læger og speciallæger beskæftiget med ’femstilling og handel med medicinalvarer mv.’ i 2003. I 2022 var antallet 347.

I det offentlige mærker man den stigende efterspørgsel fra industrien, men også en interesse fra lægernes side, fortæller Magnus T. Jensen, direktør for SDCC, som inden for få år har mistet tre toneangivende forskerprofiler til Novo Nordisk. Han hilser udvekslingen af faglige erfaringer mellem det offentlige og industrien velkommen, men der skal være balance i regnskabet, og det kræver, at sundhedsvæsenet bliver bedre til at tale sin egen vigtighed op.

”I øjeblikket ser vi, at der er profiler med stærke faglige kompetencer, som søger mod industrien. Det samme ser vi med vores yngre talenter, vores postdocs og vores ph.d.-studerende, som efter at have fået en fantastisk uddannelse på Steno (diabetes center, red.) går videre til det private. Vi ser med andre ord en hel kæde, hvor der er en bevægelse fra det offentlige og ud i det private. Som ledere stiller vi derfor naturligvis spørgsmålet: Hvordan kan vi blive bedre til at fastholde og stimulere vores talenter?”

Fokus på formål

Magnus T. Jensen mener, at det offentlige har en opgave i at tale formålet med et job i det offentlige op.

”På den ene side er det jo rigtig godt, fordi vi gerne vil være med til at uddanne folk til andre brancher til gavn for Danmark. På den anden side skal det heller ikke være sådan, at vi pludselig står og mangler folk på vores hospitaler og i vores egne afdelinger. Jeg tror, vi skal blive bedre til at tale om ’purpose’. Altså, hvorfor er det, man går på arbejde i det offentlige? Hvorfor er det vigtigt at arbejde i det danske sundhedsvæsen? Jeg tror, at vi som ledere i sundhedsvæsenet ikke har været gode nok til at tale vores arbejdsplads op,” siger Magnus T. Jensen. Før han i 2022 blev direktør for SDCC, var han cheflæge på Kardiologisk afdeling på Amager-Hvidovre hospital.

Som forsker og læge skal man have en tydelig følelse af, hvorfor det er unikt og vigtigt at arbejde i det offentlige sundhedsvæsen. Det er en følelse, som industrien har været gode til at skabe, mener Magnus T. Jensen.

”Flere firmaer, såsom Novo Nordisk, har været enormt gode til at gå strategisk ind og tale om formål. Så man føler, at man virkelig er med til at gøre en forskel for personer med diabetes, når man arbejder der. Og vi har nok ikke været lige så opmærksomme på vores formål i det danske sundhedsvæsen. For vi har virkelig et stærkt formål, og vi har så meget at byde på i sundhedsvæsenet,” siger han og uddyber:

”Det er jo både den daglige praksis, hvor man gør en forskel for den enkelte patient og de pårørende, men det handler også om, hvordan vi kan forbedre livet for den enkelte gennem den uafhængige forskning og udvikling, vi laver. Hvis vi skal tage udgangspunkt i Steno, så har vi som diabeteshospital en unik position, hvor vi kan være med til at skubbe udviklingen på hele kronikerområdet i hele sundhedsvæsenet – og måske også være et fyrtårn for, hvordan man behandler diabetes i resten af verden.”

Professor savnede innovation

Inden for de senere år er der adskillige eksempler på, at danske topforskere har forladt det offentlige sundhedsvæsen til fordel for ledende stillinger i medicinalindustrien. Medicinsk Tidsskrift har ad flere omgange forsøgt at få dem i tale. Nogle har takket nej, andre har ikke svaret på vores henvendelser, og andre igen er hoppet fra undervejs.

En, der dog gerne vil udtale sig, er tidligere professor i dermatologi Lars Iversen. Sammen med professorerne Alexander Egeberg og Jacob Thyssen har han udgjort en kerne i den danske dermatologiske forskning og sat Danmark på det internationale forskningslandskab. Inden for tre år er de alle tre rykket til industrien.

Lars Iversen blev i 2022 Chief Medical Officer (CMO) i den danske virksomhed MC2 Therapeutics. Han har altid godt kunnet lide forandring og nye udfordringer, så det var en del af årsagen til, at han i slutningen af sine 50’ere tog valget og skiftede branche, da muligheden bød sig. Men han var samtidig motiveret af en stigende utilfredshed med udviklingen inden for det offentlige hospitalsvæsen, som blev mere og mere stift og belastet af bureaukrati og økonomiske prioriteringer.

”Jeg oplevede, at der var rigtig meget i sundhedsvæsenet, der kom til at handle om budgetter og besparelser. Det blev i tiltagende grad sværere at lave innovation og sætte faglige mål. Jeg har trods alt været der i 30 år, og jeg kan sige, at det har været et kæmpe skridt for mig at forlade det offentlige. Jeg nåede frem til, at det i den periode er blevet sværere at arbejde med og udvikle behandlingen af det, man kunne kalde lavstatussygdomme – altså kroniske sygdomme – i det offentlige,” siger han og fortsætter:

”Rigtig meget sundhedspolitik i dag handler om at komme med tal: Så lang indlæggelsestid, så lang sygemelding, så mange er hurtigt tilbage i arbejde. Det er de hårde fakta: Hvor mange overlever? Hvor mange dør? Kan vi øge overlevelsen ved cancer? Kan vi øge overlevelsen ved hjertesygdomme? Men når man arbejder med kroniske sygdomme, er det nogle helt andre parametre, man skal måle på – og de bliver simpelthen ikke taget nok i betragtning. Over tid måtte jeg erkende, at det var et kæmpe bjerg at bestige at få ændret på det – eller i det mindste være med til at ændre det. Over tid udviklede det sig til en tiltagende frustration,” siger Lars Iversen og fortsætter:

”Nu er der kommet et politisk udspil, hvor man i hvert fald forsøger at italesætte nogle af de kroniske sygdomme. Men hvis man ikke har en stærk, tung patientorganisation bag sig, er jeg bange for, at det kan det være meget vanskeligt for patienterne at blive hørt.”

Kræver konstant fokus

På Bispebjerg Hospitals kardiologiske afdeling i København har cheflæge Ida Gustafsson også oplevet en ændring i ansættelsesmønstrene.

”Tidligere var det typisk sådan, at en speciallæge blev ansat på en afdeling og forblev der, indtil vedkommende gik på pension. I dag ser vi generelt en tendens til et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor folk søger nye udfordringer fra tid til anden. Det gælder måske især inden for hjertemedicin, hvor flere erfarne speciallæger med særlige kompetencer har søgt over i industrien, men der er også nyudddannede speciallæger i kardiologi, som går den vej,” siger hun.

Hun bakker som udgangspunkt op om udvekslingen af kompetencer mellem det offentlige og det private.

”Jeg ser det ikke nødvendigvis som en negativ udvikling. Tværtimod kan det tilføre noget nyt og være gavnligt – også når bevægelsen sker mellem det offentlige og det private. Det giver en bedre forståelse af de problemstillinger og arbejdsforhold, der findes forskellige steder, og kan også være en fordel set fra patienternes perspektiv,” siger Ida Gustafsson.

Alligevel oplever hun ligesom Magnus T. Jensen, at man som leder i det offentlige skal være opmærksom på fastholde sine medarbejdere.

”Det kan blive en udfordring, hvis mange forlader det offentlige. Selvom jeg ikke har oplevet det som et større problem i min afdeling, så vil jeg ikke sige, at vi er ubekymrede. Det kræver opmærksomhed og et konstant fokus på at være en attraktiv arbejdsplads, hvor vi skaber de rette rammer, så vores kliniske forskere ønsker at blive i faget og i det offentlige. Så jeg vil bestemt sige, at vi er opmærksomme på problematikken og bekymrer os om fastholdelse,” siger hun og fortsætter:

”Samarbejdet med medicinalindustrien og teknologiske virksomheder er afgørende for innovation og udvikling af ny medicin. Men vi har også brug for forskning, der ikke nødvendigvis drives af disse brancher, men i det offentlige. Det kan for eksempel handle om, hvordan vi skaber bedre patientforløb, tester nye behandlingsmetoder og sikrer evidens for de tiltag, vi indfører. Det kan også være sammenlignende studier af medicin, der allerede er på markedet. Det er netop nogle af de ting, vi arbejder med.”

Ordentlige rammer

Ida Gustafsson mener, at man skal arbejde på at sikre og måske endda forbedre rammerne for forskere i det offentlige. Hun nævner en række eksempler på gode arbejdsvilkår, som skal være med til at fastholde forskerne:

”Det handler både om at have nogle ordentlige fysiske rammer – gode kontorforhold og adgang til de nødvendige faciliteter. Derudover er god arbejdsplanlægning og fleksibilitet afgørende, især fordi vores seniorforskere arbejder med klinisk forskning, imens de har en lægelig rolle i klinikken. Derfor er det vigtigt, at man kan tage hensyn til forskernes forpligtelser, når de skal deltage i konferencer, præsentere resultater eller deltage i andre vigtige møder. Det skal balanceres med deres kliniske forpligtelser, såsom ambulatorier eller stuegange,” siger hun.

SUND-dekan bifalder udveksling

Bente Stallknecht, professor og dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, er godt klar over, at der på det seneste har været professorer, som har sagt deres gode kliniske stillinger op og fået til job i industrien. Hun hilser dog udvekslingen mellem det offentlige og det private velkommen.

”Jeg vil i virkeligheden gerne se en endnu større vekselvirkning af ansatte mellem universiteter, hospitaler og industrien. Som jeg ser det – og jeg taler jo fra universiteternes perspektiv inden for sundhedsvidenskab – er vores rolle at uddanne og udvikle talenter. Vi skal skabe forskere og fagpersoner med forskningsmæssig viden, som kan bidrage enten på universitetet, på hospitalerne, andre steder i sundhedsvæsenet eller i erhvervslivet, herunder industrien. Det er netop det, vi gerne vil – det er vores opgave. Og jeg vil faktisk gerne se langt flere deltidsansættelser på tværs af sektorer. Jeg ser det altså ikke som et nulsumsspil, men som en synergi, hvor vi løfter hinanden,” siger Bente Stallknecht.

Ser du ikke et problem i, at udvekslingen af talenter og kompetencer mest af alt går én vej lige nu? Fra det offentlige til det private.

”Jeg ser ikke en uhensigtsmæssig balance, og jeg kunne godt tænke mig, at flere universitetsforskere tog arbejde i industrien i en periode. Måske vendte de tilbage til universitetet igen, eller måske fortsatte de i industrien, hvor de kunne skabe broer og opbygge kontakter mellem industri og universitet – og omvendt. Jeg ved også, at der er flere fra industrien, som søger job på universiteterne,” siger Bente Stallknecht.

Hun mener dog, at der ét punkt, hvor universiteterne har en udfordring med at tiltrække og fastholde medarbejdere.

”Lønniveauet. Der kan vi ikke hamle op med industrien. Men så kan vi til gengæld tilbyde forskningsfaciliteter og et spændende internationalt og tværfagligt forskningsmiljø, som man ikke finder i industrien på samme måde,” siger hun.

Læger spiller vigtig rolle

Frank Ask Bringstrup, formand for Læger i Erhvervslivet, der er en del af Foreningen af Speciallæger under Lægeforeningen, har arbejdet i industrien i de seneste 25 år. Han har haft stillinger i store virksomheder som Novo Nordisk og i en mindre biotekvirksom­hed og har samarbejdet med FDA, EMA og andre regulatoriske myndigheder om udvikling og godkendelse af nye lægemidler, især til behandling af sjældne, livstruende sygdomme.

Han er glad for at have arbejdet uden for det offentlige, fordi det har givet ham varierende arbejdsroller, han ellers ikke ville have haft. I hans optik er det vigtigt for innovation og udvikling, at der er læger, som tager job i det private.

”Hvis ikke der var læger med til at udvikle nye lægemidler, ville der gå noget tabt. Som læger kan vi bringe et diagnostik- og behandlingsperspektiv samt et afgørende patientperspektiv med ind i lægemiddeludviklingen, fordi vi forstår sygdommene på en helt anden måde og ofte også har en klinisk baggrund fra patientbehandling,” siger Frank Ask Bringstrup og fortsætter:

”Der er over årtier sket en fantastisk udvikling i folks sundhed, ikke mindst takket være nye lægemidler. Man kunne selvfølgelig have det synspunkt, at det burde være andre faggrupper som farmaceuter, biokemikere, ingeniører med flere, der stod for det, men det har en kæmpe værdi, at læger også bidrager.”

Han er enig i, at der selvfølgelig skal være balance i tingene, for efterspørgslen og antallet af ansatte i industrien er vokset betydeligt over de seneste 20 år.

”Selvfølgelig er det et samfundsmæssigt problem, hvis alt for mange læger forlader det offentlige sundhedsvæsen, så rekrutteringen bliver sværere. Hvis man pludselig skulle bruge 1.000 læger i industrien, ville de jo mangle et andet sted,” siger han.

Ikke nemme penge

Frank Ask Bringstrup fastslår, at man som læge ikke skal tro, at et job i industrien er nemme penge, hvilket nogle forestiller sig.

”Når yngre læger spørger mig, hvad fordelene ved at arbejde i industrien er, svarer jeg typisk, at lønnen generelt er højere end i sygehusvæsenet. Men man skal ikke tilvælge det private af den grund alene. Vi har typisk ansættelser uden overarbejdsbetaling og lægger ofte rigtig mange timer i arbejdet. Fordelene handler om, at man kan opleve en stor arbejdsglæde og større fleksibilitet – og vi har ingen nattevagter, hvilket også kan være en fordel, især for børnefamilier,” siger han.

”Der er hos nogle yngre læger en forventning om, at man som læge i industrien bare får en meget høj løn, en firmabil og stort set ikke overanstrenger sig. Det er helt forkert. Man arbejder for sin løn, og på en helt anden måde end i sygehusvæsenet. Man bidrager ud fra sine lægefaglige kompetencer i en anden type lægerolle, hvor man arbejder tæt sammen med kolleger fra en række andre professioner, der alle hver især er nødvendige for at skabe succesfuld innovation og udvikling. Det er en anden måde at være læge på, og for mange giver det en stor arbejdsglæde at være en del af at bidrage til nye muligheder for grupper af patienter, især hvor der i dag er ingen eller kun utilstrækkelige behandlingsmuligheder.”

Frank Ask Bringstrup fortæller, at man som læge i industrien kan møde fordomme om, at man har ’solgt sin sjæl’. I de senere år er fordommene dog ved at blive afløst af en langt større nysgerrighed fra yngre læger, der er interesserede i at høre mere om, hvad et lægeliv i medicinalindustrien egentlig indebærer.

”Det er efter min opfattelse ikke i konflikt med rollen som læge at bruge sin viden og sine evner til at forbedre folkesundheden i bredere forstand. Det kan gøres ved at behandle patienter, ved at bidrage til forebyggelse, og også ved at være en del af innovation og udvikling af bedre lægemidler til gavn for befolkningen i fremtiden,” siger han. 

Artiklen blev først udgivet i Medicinske Tidsskrifters trykte specialistmagasin