Brita Løvendahl

At skabe bedre samarbejde mellem Sclerosehospitalerne og kommunerne viste sig at være sværere end forventet. Men det kan godt lade sig gøre og det er helt sikkert anstrengelserne værd, siger direktør for Sclerosehospitalerne Brita Løvendahl, som nu har flere end 15 forskellige forslag til modeller for styrket samarbejde.

Da Sclerosehospitalerne i 2017 af Sundhedsstyrelsen blev bevilget knap seks millioner kroner til sammen med kommunerne Morsø, Kalundborg og Vejle at udvikle modeller for styrkelse af samarbejdet mellem Sclerosehospitalerne og kommunerne, var hverken hun eller de deltagende kommuner klar over, hvilken kæmpe opgave de stod overfor at skulle have løst inden udgangen af 2019.

Målet var, at kommunerne får bedre gavn af Sclerosehospitalernes kompetencer, og patienterne i højere grad oplever et sammenhængende rehabiliteringssystem.

”Ingen af os anede, at det var så komplekst at arbejde over grænser. Her på Sclerosehospitalerne opdagede vi også forhold, som vi ikke havde styr på og kendskab til. Men trods besværlighederne, har det været utroligt positivt at arbejde med det, for vi har lært så meget og patienterne fortjener bedre,” siger direktør Brita Løvendal.

Af Sundhedsstyrelsens projektbeskrivelse fremgår, at der i projektet om bedre samarbejde mellem Sclerosehospitalerne og kommunerne skal være mere fokus på, hvorledes projektet kan være med til at løfte den samlede rehabiliteringsindsats for sclerosepatienter og hvordan der kan udvikles modeller for samarbejdet som er egnet til udbredelse. Og Brita Løvendahl vurderer at være kommet i hus med opgaveløsningen:

”Vi har formuleret 18 forskellige modeller for et styrket samarbejde, hvoraf jeg vurderer de 15 til at være bæredygtige modeller også for andre af landets kommuner. Disse 15 bæredygtige modeller vil vi meget gerne afprøve for, hvor replicerbare de er andre steder i landet. Og da vi ikke har opbrugt alle de bevilgede penge, har vi derfor nu ansøgt om at få lov at teste modellerne i nogle andre kommuner. For jeg er ikke i tvivl om, at der er mange ressourcer at hente ved et bedre samarbejde. Ressourcer for patienterne, som undgår at skulle spilde tid og kræfter på at løbe spidsrod i systemet uden at få noget ud af det, og ressourcer for systemet, som også undgår spild.

Ja, faktisk vil jeg være så fræk at sige, at der lige nu er rigtigt meget spild i systemet på grund af bolde, som ikke gribes men tabes. Så det ville derfor være ekstra godt om vores modeller for samarbejde over grænser også vil kunne anvendes af nogle af de andre sygdomsgrupper. For er der noget jeg har lært af det her projekt, så er det, at vi alle kan blive bedre.”

Et andet krav til projektgruppens arbejde har været at iværksætte initiativer, der har kunnet understøtte kompetenceudvikling af kommunalt personale, som arbejder med træning og hverdagsrehabilitering af sclerosepatienter. Et arbejde som projektgruppen har gennemført i form af kompetenceudvikling hos 500 medarbejdere:

”At investere i kompetenceudvikling betyder virkeligt noget. Det er til stor nytte og gavn for patienterne, at deres sundhedspersoner og øvrige kontaktpersoner i de sociale systemer ved noget om deres sygdom. Vores erfaringer er, at sagsbehandlingerne bliver bedre og hurtigere for patienterne. Og for personalerne betyder den øgede indsigt og faglighed styrket arbejdsglæde ganget med 10. Så i det store spil tror jeg også på, at den rekrutteringsmangel, som vi oplever flere steder, vil kunne afhjælpes markant af mere kompetenceudvikling.”

Sundhedsstyrelsens tredje krav ud af tre samlede krav har endeligt været, at projektgruppen satte fokus på, hvordan kommunen får kendskab til borgere med sclerose tidligere i forløbet:

Hverken vi eller kommunerne kan garantere, at vi har mulighed for selv at opspore de enkelte sclerosepatienter tidligere. Kommunerne vil rigtigt gerne have fat i de nydiagnosticerede sclerosepatienter, inden tingene begynder at køre af sporene, og så de kan bruge sådanne nogle som os her på Sclerosehospitalerne fra begyndelsen af en patients sygdomsforløb. Men det er jo ikke sikkert, at hverken vi eller kommunerne møder dem. Så i stedet har vi indledt samarbejde med hospitalernes neurologiske afdelinger, som jo er der, hvor diagnosen stilles. Det viste sig så, at der rent faktisk allerede var en central vejledning, der siger, at hospitalet skal advisere kommunen, som herefter skal indkalde patienten til samtale.

Nogle af de problemstillinger i forhold til samarbejde over grænser, som er kommet mest bag på Brita Løvendal, har været hvor langt der er fra de nationale centrale retningsvisende myndigheder og ud til patienterne og ikke mindst til de lokale sociale- og sundhedsmedarbejdere:

”Jeg er overrasket over, hvor langt der er fra ministeriet og ud til os andre. For vi fandt ret hurtigt ud af, at der rent faktisk allerede eksisterede masser af gode centrale ting og tiltag, men de var bare aldrig nået ned til jorden. Nogle elementer var sågar allerede en del af it-systemerne, men var bare aldrig blevet brugt. Det tager forbavsende lang tid at få nye tiltag ind i den faglige hverdag. Blandt andet fordi ingen opdager dem, fordi de forputter sig i en rygende travl hverdag. Derfor besluttede vi også meget hurtigt i projektgruppen ikke at bruge tid på at opfinde nye og fancy ting, men i stedet at satse på de gode ting, som allerede var tilstede. Vores ambition har derfor været at få ting til at virke i stedet for at opfinde nye,” forklarer Løvendal.

Og vejen frem til at få ting til at virke, har ifølge Brita Løvendal i høj grad været at satse på at opbygge relationer:

”Systemer består af mennesker, så for os har det handlet meget om at arbejde med det relationelle. Uanset om det har været relationer indenfor de enkelte kommuners forskellige afdelinger eller relationer mellem de forskellige nationale

og kommunale sundhedssektorer. Der er rigtig mange sektorer og kontorer, som skal samarbejde omkring de enkelte patienter, men de er alle sammen repræsentanter for forskellige kulturer som ovenikøbet tit har stort ukendskab til hinanden og hinandens arbejde. Så det handler også rigtigt meget om at skabe relationelle indgange og udgange mellem disse forskellige aktører,” siger hun.

Projektgruppen har repræsentanter fra faglige organisationer, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, patienter og forskning.

Rehabilitering til patienter med multipel sclerose retter sig mod de funktionsevnenedsættelser, som har betydning for mulighederne for at leve et almindeligt liv og varetage de nødvendige aktiviteter og roller i livet, sammen med farmakologisk behandling af følgetilstandene. Som et led i at sikre et sammenhængende rehabiliteringsforløb af høj kvalitet er det væsentligt, at patienter med sclerose oplever, at den specialisererede viden og kompetencer om behandling og rehabilitering, som Sclerosehospitalerne besidder, bidrager til at løfte det kommunale kompetenceniveau.

Sclerosehospitalerne er foreningsejede specialsygehuse og er omfattet af sundhedslovens § 79 stk. 2. Behandling inden for fritvalgsrammen på et af de nævnte specialsygehuse kan ske efter lægehenvisning fra almen praksis, speciallægepraksis eller sygehus.

Sclerosehospitalerne har siden 1960’erne tilbudt sygehusbehandling i form af behandling og sygdomsspecifik specialiseret rehabilitering under indlæggelse.

I 2002 blev de to sclerosehospitaler til én institution med fælles ledelse og med navnet Sclerosehospitalerne i Danmark. Sclerosehospitalerne er lokaliseret på to matrikler i hhv. Haslev og Ry.

Sclerosehospitalerne i Ry og Haslev tilbyder specialiseret rehabilitering til personer med multipel sclerose, der omfatter en sygdomsspecifik, multidisciplinær og intensiv rehabilitering på specialistniveau udført i stationært

regi (døgnindlæggelse), hvilket ikke tilbydes andre steder i sundhedsvæsenet. Tilbuddene på Sclerosehospitalerne er landsdækkende og omfatter tværfaglig udredning og behandling af aktuelle medicinske problemstillinger og rehabiliteringsbehov og – potentiale.