D-vitamin-mangel forbindes med tidligt kognitionsbesvær
ACTRIMS: Mangel på vitamin D hos nydiagnosticerede MS-patienter kan påvirke både kognition og tidlig fysisk forværring. D-vitamin kan vise sig at blive en markør for fysisk forværring, og kan indikere et behov for øjeblikkelig vitaminsupplement.
Det konkluderer italienske forskere bag et nyt studie, der blev præsenteret ved ACTRIMS FORUM 2021.
MS patienter, som ved diagnosetidspunktet har mangel på D-vitamin ser ud til i højere grad at være plaget af kognitive problemer, og vitaminmanglen kan ligeledes være forbundet med tidlig udvikling af handicap, tyder ny forskning fra Piemonte på. (Abstract P158)
Kognitiv forværring plager mange MS-patienter fra tidligt i sygdomsforløbet, og mens tidligere studier har forbundet et lavt niveau af D-vitamin i blodet med risiko for udvikling af MS, sygdomsaktivitet og -progression, så viser det nye studie, at kognitionen også er forbundet med vitaminmanglen.
Målet med studiet var at undersøge en mulig relation mellem kognition og D-vitamin i blodet og særligt at se på en mulig forbindelse til hæmmet bearbejdning af information (IPS).
Til det formål har forskerne indsamlet retrospektiv data fra blodprøver fra 60 patienter taget ved diagnosetidspunktet, samt evalueret SDMT-data ligeledes indsamlet ved diagnosetidspunktet.
Analyserne viser, at patienter med kognitiv forværring har mere D-vitaminmangel end resten af gruppen (p=0,02), og ingen patienter med normalt D-vitaminniveau viste tegn på kognitiv forværring i SDMT-resultaterne.
Forskerne fandt desuden både positiv korrelation mellem D-vitamin-niveau og rå SDMT-værdier (R=0,41 p=0,001) og z-score (R=0.34, p=0.008). Der er tale om et lille studie, der ikke giver en nærmere forklaring på forbindelsen mellem D-vitamin og kognition, og sammenhængen skal desuden bekræftes i større studier, skriver forskerne fra Lombardiet.
- Oprettet den .