Skift fra Tysabri til Ocrevus forbundet med god behandlingseffekt
Patienter med attakvis MS, der efter seponering af Tysabri (natalizumab) skifter til behandling med Ocrevus (ocrelizumab) får færre efterfølgende attakker end patienter, der skifter til dimethylfumerat eller Gilenya (fingolimod).
Det viser et studie af realworld data fra MSBase-registeret, hvor data fra i alt 1.386 patienter med attakvis MS indgår.
Forskerne har sammenlignet effekten af et skift til den højeffektive behandling Ocrevus med skift til de lidt mildere præparater Gilenya og dimethylfumerat. Patienterne i studiet er efter endt behandling med Tysabri og inden for højst tre måneder efter seponering skiftet til en af de tre behandlinger, og forskerne har analyseret de årlige attakrater samt tid til første attak i hver gruppe i en median opfølgningstid på 2,7 år efter behandlingsskiftet.
Afbrød mere end dobbelt så ofte
I alt ni procent af patienter (138 patienter) skiftede til dimethylfumerat, 59,4 procent til fingolimod (823 patienter) og 30,7 procent til Ocrevus (425 patienter), og sammenlignet med patienter, der skiftede til Ocrevus, oplevede patienter, der skiftede til Gilenya eller dimethylfumerat, mere end fire gange så høj attakrate (ARR: ocrelizumab, 0.06 (95% CI, 0.04-0.08); fingolimod, 0.26 (95% CI, 0.12-0.48); dimethyl fumarate, 0.27 (95% CI, 0.12-0.56)).
Ligeledes var tiden til første attak efter behandlingsskiftet tre til fire gange så lang hos patienter, der skiftede til Ocrevus, sammenlignet med patienter, der skiftede til en af de to andre behandlinger.
Patienter, der skiftede til Gilenya afbrød mere end dobbelt så ofte den nye behandling, som patienter, der skiftede til Ocrevus (HR: 2.57 (95% CI, 1.74-3.80)), og blandt patienter, der skiftede til dimethylfumerat var risikoen firedobbelt.
Gilenya var desuden forbundet med 49 procent øget risiko for fysisk forværring i forhold til Ocrevus-gruppen.
Studiet er for nylig publiceret i tidsskriftet JAMA Neurology.
- Oprettet den .