ECTRIMS: Patienter med attakvis MS er bedre beskyttet mod at udvikle handicap, hvis de fra start får et højeffektivt lægemiddel frem for at følge en eskalationsstrategi, indikerer et prospektivt studie fra det italienske MS-register.

Et år efter opstart med sygdomsmodificerende behandling, scorer patienter, der starter op i førstelinjebehandling en smule højere i en EDSS-vurdering, end patienter, der er startet direkte i højeffektiv behandling. Fem år efter er forskellen tredoblet, og ti år efter er den næsten syvdoblet fra 0.1 til 0.67 EDSS-point, viser data fra godt og vel 700 RRMS-patienter i det italienske MS-register.  

“Forskellen i EDSS ses hele vejen og ikke nok med det, den øges over tid, også hos patienter, der skifter til en mere højeffektiv behandling. Det kan muligvis skyldes, at de højeffektive lægemidler har en mere potent effekt på progression tidligt i sygdomsforløbet, eller alternativt, at patienterne har været eksponeret for dem i længere tid,” siger assisterende professor ved Bari Aldo Moro” Universitetet Pietro Iaffaldano i sin præsentation af studiet (Abstrakt PS01.04) ved den virtuelle ECTRIMS-kongres 2020. 

Studiet inkluderer patienter med mere end fem års opfølgning og tre eller flere besøg i klinikken efter opstart med sygdomsmodificerende behandling. Gruppen med tidlig højeffektiv behandling inkluderede patienter, der fik Gilenya (fingolimod), Tysabri (natalizumab), Novatrone (mitoxantrone), Lemtrada (Alemtuzumab), Ocrevus (ocrelizumab) eller Mavenclad (cladribin) som første behandling, og eskalationsgruppen omfattede patienter, der startede med copaxone (glatirameracetat), interferoner, Imuran (azathioprin), Aubagio (teriflunomid) eller Tecfidera (dimethylfumerat). Patienterne blev mathed 1:1 ved propensity score ud fra deres karakteristik ved start med første sygdomsmodificerende behandling. Opfølgning er registreret hver 12. måned, og effekten af tidlig versus sen start i højeffektiv behandling blev vurderet ved gennemsnitlige årlige EDSS-forandringer fra baseline. 

Forskerne bag studie evaluerede handicapudviklingen i en kohorte af patienter med attakvis MS stratificeret i henhold til to forskellige sygdomsmodificerende behandlingsstrategier (DMT): Tidlig intensiv behandling (EIT) eller behandling med moderat effekt efterfulgt af optrapning til højeffektiv sygdomskontrollerende behandling (ESC).

Patienter med attakvis MS med ≥fem-års opfølgning og ≥tre besøg efter påbegyndt DMT og en første kontrol inden for tre år fra sygdomsudbrud blev udvalgt fra det italienske MS-register. EIT-gruppen omfattede patienter, der som første DMT fik fingolimod, natalizumab, mitoxantron, alemtuzumab, ocrelizumab, cladribin. ESC-gruppen omfattede dem, der fik den høje effektivitet DMT efter ≥ et års behandling med glatirameracetat, interferoner, azathioprin, teriflunomid eller dimethylfumarat. Patienterne blev matchet med 1: 1 tilbøjelighedsscore (PS) for karakteristika ved den første DMT. Opfølgningstiden fra den første DMT-start er opdelt i 12-måneders perioder. Handicapudviklingen blev evalueret ved at anvende en længdemodel til gentagne målinger med en autoregressiv varians-kovariansstruktur. Effekten af ​​tidlig versus sen start af højeffektiv DMT blev vurderet af de gennemsnitlige årlige EDSS-ændringer sammenlignet med baselineværdier (delta-EDSS) i EIT- og ESC-grupper.

Studiets kohorte omfattede 2.652 patienter med attakvis MS fra 62 italienske MS-centre. PS-matchningsproceduren producerede 365 par. Median (IQR) opfølgning efter den første sygdomsmodificerende behandling var 8,5 (6,5-111,7) år. Alle ESC-patienterne eskalerede til en sygdomsmodificerende behandling med højere effekt efter en mediantid på 5,1 (3,1-8,4) år. Den estimerede baseline EDSS med relativ konfidensinterval (95 procent CI) -værdi var 2,52 (2,33-2,71) i ESC-gruppen og 2,45 (2,26-2,64) i EIT-gruppen. Den gennemsnitlige delta-EDSS ved hver 12 måneders periode var alle signifikant (p <0,02) højere i ESC-gruppen sammenlignet med EIT-gruppen. Især har de gennemsnitlige delta-EDSS-forskelle mellem de to grupper tendens til at stige fra 0,1 (0,01-0,19, p = 0,03) efter 1 år til 0,30 (0,07-0,53, p = 0,009) efter 5 år og til 0,67 (0,31- 1,03, p = 0,0003) efter 10 år.

Studiet blev præsenteret i en session, der fokuserede på behandlingsstrategier for MS, og før Iaffaldanos indlæg havde professor Ellen Mowry fra Johns Hopkins Hospital gennemgået en række observationsstudier og kliniske studier, som viser, at der endnu ikke er et entydigt billede af, hvilken strategi, der beskytter MS-patienter bedst mod handicap på den lange bane.  

Ikke desto mindre tyder data fra det italienske MS-register på, at en tidlig intensiv strategi er mere effektiv mod udvikling af handicap end eskalation, konkluderer forskerne bag.

“Selv om der er brug for flere langtidsstudier af sikkerheden ved en tidlig intensiv strategi, kan resultaterne af dette studie godt tages med i betragning, når der skal vælges behandling, særligt når der er tale om hidtil ubehandlede patienter med tidlige tegn på en dårlig prognose,” siger Pietro Iaffaldano i sin præsentation af studiet.