EAN: Aubagio (teriflunomid) er vel tolereret og har god effekt på børn på samme måde, som det ses hos voksne med attakvis sclerose, RMS, i forhold til at reducere risikoen for klinisk tilbagefald og MS-læsioner med en håndterbar sikkerheds profil, konkluderer et nyt stort internationalt studie. 

Pædiatriske patienter repræsenterer mellem to til fem procent af alle MS-tilfælde, og mange børn med MS oplever betydelig sygdomsaktivitet, flere attaks, flere læsioner og efterfølgende eventuel kognitiv svækkelse. Ingen af ​​de aktuelt godkendte behandlinger af voksne MS-patienter med attaks er formelt blevet evalueret i pædiatriske kliniske forsøg. 

Et nyt studie  som blev fremlagt søndag på det virtuelle European Academy of Neurology (EAN) har således i det såkaldte TERIKIDS-studie (Teriflunomide Efficacy and Safety in Pediatric Patients With Relapsing Forms of MS) vurderet teriflunomidbehandling sammenlignet med placebo hos pædiatriske patienter med attakvis MS.

TERIKIDS, der er et to-årigt, multicenter, multinationelt, randomiseret, dobbeltblind, placebo-kontrolleret, parallel-gruppe fase III-studie, viser ifølge studiets førsteforfatter, leder af MS-centeret ved MassGeneral Hospital for Children, USA Tanuja Chitnism, at teriflunomidbehandling reducerer nye eller forstørrede T2 læsioner per scanning med 55 procent og antallet af T1 Gd læsioner per scanning med 75 procent. 

De pædiatriske patienter blev randomiseret (2: 1) til oral teriflunomid eller placebo en gang dagligt i op til 96 uger i 57 centre i 22 forskellige lande. Patienterne i studiet blev overført fra det dobbelt blindede forsøg til open label teriflunomidbehandling i 192 uger i tilfælde af et bekræftet attack eller høj MR-aktivitet (≥9 nye / forstørrede T2-læsioner i uge 36 eller ≥5 nye) / forstørrede T2-læsioner ved på hinanden følgende MRI scanninger ved uge 36 eller 48 eller 48 og 72). Inklusionskriterierne var: Børn mellem 10 og 17 år som lever op til McDonald kriterierne for MS og International Paediatric Multiple Sclerosis Study Group criteria for paediatric MS, 2013.

Studiets primære endpoint var tiden til første kliniske tilbagefald efter randomisering. Og studiet viste da også, at patienter i placebogruppen havde en højere andel af patienter, som havde klinisk bekræftede attacks eller større andel som levede op til kriterierne for høje antal MS-læsioner end patienterne fra teriflunodemid- gruppen. Men ikke i tilstrækkelig grad til at studiet opfyldte sit primære endpoint ifølge Tanuja Chitnis:

”Teriflunodemid reducerede rent antalsmæssigt risikoen for klinisk tilbagefald med 34 procent i forhold til placebo, men uden at opnå statistisk signifikans, så vi nåede altså ikke vores mål”, 53.1 procent i placebo overfor 38.9 i teriflunomid- gruppen havde relapse i løbet af de 96 første uger. Mediantid var 75,3 versus 39.1 uger, fastslår Chitnis, der også understreger, at de to patientgrupper ved baseline lignede hinanden i forhold til blandt andet alder, køn, vægt, relapse, antal GD-læsioner, medicinering og højt niveau af sygdomsaktivitet.

Hertil kommer ifølge Chitnis, at sammenlignet med placegruppen var tiden for behandling i den dobbelt blindede periode længere for teriflunomid- gruppen efter som en højere andel af de placebo-behandlede patienter kom over i open-label aktiv behandlingsperioden tidligere på grund af relapse eller højere MRI-aktivitet. Median var 660 dage mod 273 dage.

Foruden at Teriflunomid ifølge Tanuja Chitnis også signifikant reducerede tiden til klinisk tilbagefald eller switch på grund af høj MRI aktivitet med 43 procent i en forud-specificeret sensitivitets analyse. Om skiftet fra det dobbeltblindede behandlingsforsøg til open label behandlingerne forklarer hun yderligere:

”På grund af at en høj aktivitet i MS-læsioner var hyppigere end forventet og grundet at disse var oftere og tidligere i placebogruppen versus terflunomidgruppen - henholdsvist (26 procent og 14 procent) - sænkede disse forhold vores study power og medvirkede bias mod resultaterne overfor behandlingseffektivitet.” 

Studiet lever dog op til sine sekundære endpoints i forhold til antal af T1-Gd læsioner, forandringer i mængden af T2 læsioner samt sikkerhed og tolerance. Om antallet af T1 Gd-læsioner vist ved MR scanning, lyder det i abstractet:

”Sammenlignet med placebo reducerede teriflunomid signifikant antallet af T1-Gd læsioner per MR scanning med 75 procent. Sammenlignet med placebo reducerede teriflunomid signifikant desuden antallet af nye eller forstørrede T2 læsioner per MR-scanning med 55 procent i ugerne 24, 72 og 96.” 

I forhold til infektioner var det samlede antal højere ved teriflumodmid overfor placebo patienterne (66,1 procent versus 45, 6 procent, svarende til en ratio på 1,38 overfor 0,99 event per person-år.

Ifølge abstractet var de fleste infektioner milde til moderate. Antallet af bivirkninger var 47, (82,5 procent) i placebo og 96 (88,1 procent) hos teriflunomidgruppen. Antallet af alvorlige bivirkninger var seks (10,5 procent) i placebogruppen og 12 (11 procent) i teriflunomidgruppen. Der var ingen patienter som afbrød behandling i placebogruppen, mens der var seks ( 5,5 procent) i teriflunomidgruppen. Alle overkom bivirkningerne, og der var ingen dødsfald i nogen af grupperne.