Tidlig behandling med Ocrevus reducerer sygdoms- og handikapforværring hos patienter med attakvis MS med 49 procent sammenlignet med patienter, der er startet i interferonbehandling.

Det viser post hoc-analyser af seksårs-data fra open-label ekstension-studierne efter OPERA I og II. 

Patienter med attakvis MS, som sættes tidligt i behandling med Ocrevus, er i halvt så stor risiko for at udvikle handikap, der svarer til EDSS 6 eller mere, end patienter, der venter i to år. Samtidig nedsætter den tidlige højeffektive behandling tabet af thalamusvolumen både hos patieter med attakvis og primær progressiv MS, viser nye analyser af data fra forlængelserne af OPERA I og II. Globalt er mere end 150.000 patienter blevet behandlet med Ocrevus i kliniske forsøg eller i almindelig klinisk praksis, og data viser fortsat en risikoprofil, der matcher profilen i de studier, der lå til grund for godkendelsen af lægemidlet, oplyser Roche i en pressemeddelelse.

Risikoen er i analyserne målt som længden af tid, der går, før patienten når EDSS 5 eller derover, som varer ved i mere end 48 uger. Og i de seks år, analyserne dækker, var behovet for hjælpemidler til at gå 49 procent mindre hos patienter, som startede med Ocrevus fremfor interferon.

Foreløbig er resultaterne offentliggjort i en pressemeddelelse uden data, og professsor ved Dansk Multipel Sclerose Center, Finn Sellebjerg kan ikke vurdere resultatet, før han har set nærmere på de data, der ligger til grund for analyserne. Umiddelbart finder han det ikke overraskende, at studiet viser en forskel i handikapudviklingen i de to grupper, men lidt overraskende, hvis det holder stik, at to års forskel i behandlingsstart, har så stor betydning for den fysiske forværring.

”Vi har set i andre studier, at tidlig behandling er bedre end sen, så det er bestemt tænkeligt, men det vil være rart at se data i detaljer. Hvis resultatet holder, bekræfter det indtrykket af, at B-celledepleterende behandlinger er meget effektive, og at det er bedre at behandle tidligt end sent,” siger Finn Sellebjerg.

”Så må vi se, hvor mange patienter konfidensintervallerne egentlig er baseret på, og hvad der eventuelt er bortfaldet af andre ting, der kan påvirke resultaterne, men det er da et flot resultat, og rart at se, at det vi gør, rent faktisk giver mening,” siger han.