EAN: Nye langtidsdata slår for alvor fast, at patienter med attakvis multipel sclerose (RMS) vedbliver at have klinisk effekt af behandling med Ocrevus (ocrelizumab).

Resultaterne stammer fra et treårigt dobbeltblindet opfølgningsstudie, OLE-studiet, til fase III-studierne OPERA I og II, som blev præsenteret (Abstract EPO1250) på en postersession lørdag på EAN.

"De nye femårsdata bekræfter, at de RMS-patienter, som startede op i behandling med Ocrevus vedbliver at have bedre effekt af behandlingen end de patienter, som først skiftede over til behandling med Ocrevus efter to års Interferon-behandling. Initial behandling med Ocrevus fortsætter således med effektivt at forebygge sygdomsforværring," siger Per Soelberg Sørensen, professor i klinisk multipel sclerose ved Rigshospitalet.

Han tilføjer, at forskellen mellem patienter, der startede op på Ocrevus, og patienter, der skiftede til Ocrevus efter to års behandling med Interferon-beta1 (IFN) efter alt at dømme ikke kommer til at udligne sig på sigt.

Behandling tidligst muligt

I OPERA I og II blev RMS-patienterne randomiseret til initial behandling med enten Ocrevus eller Interferon-beta1 (IFN). Samlede data fra de to studier viste, at 40 procent færre RMS-patienter i Ocrevus-armen oplevede sygdomsforværring efter henholdsvis 12 ugers (CDP12) og 24 ugers behandling (CDP24) sammenlignet med patienterne i IFN-armen. Fordelene ved Ocrevus blev sidenhen bekræftet i OLE, hvor RMS-patienterne enten fortsatte den hidtidige behandling med Ocrevus eller blev skiftet fra IFN til Ocrevus. De nye langtidsdata, der blev præsenteret på EAN, viser, hvor mange af patienterne i de to arme, der har sygdomsforværring efter 48 ugers behandling (CDP48).

Hos de patienter, der skiftede fra IFN til Ocrevus i OLE var andelen af patienter med sygdomsforværring efter henholdsvis et, to og tre års behandling signifikant højere, end den var blandt de patienter, som havde været i behandling med Ocrevus fra begyndelsen. Den relative forskel mellem de to arme var 57 procent. Den relative forskel ved CDP48 var således mere markant end ved CDP12 og CDP24.

"Det er værd at bemærke, at 90 procent af de RMS-patienter, som initialt blev behandlet med Ocrevus, ikke har oplevet sygdomsforværringer i studieperioden. Det sætter streg under, at Ocrevus er et effektivt præparat, som patienterne bør sættes i behandling med så tidligt som muligt," siger Per Soelberg Sørensen.

Flere langtidsdata på Ocrevus

På EAN blev der ligeledes præsenteret (Abstract EPO1077) langtidsdata fra ORATORIO – og OLE-studiet. Disse har set på Ocrevus til behandling af patienter med primær progressiv multipel sclerose (PPMS). I ORATORIO blev patienterne randomiseret til behandling med Ocrevus eller placebo. Efter to års behandling overgik patienterne til det doobeltblindede OLE-studie, hvor samtlige patienter blev skiftet til Ocrevus.

De data, der blev præsenteret på EAN, vedrørte patienterne i ORATORIO/OLE-studiets risiko for at udvikle hjerneatrofi efter i alt fem års behandling med Ocrevus eller Ocrevus + to års indledende placebobehandling.

Data viser, at den procentuelle forskel i tab af hjernevolumen (WBV) efter 120 ugers behandling var -1,472 procent set i forhold til baseline for patienter, som var startet op på placebo, mens den var -1,304 for patienter startet op på Ocrevus. 96-ugers data fra OLE-studiet alene viser, at den procentuelle forskel i tab af WBV var -2,960 procent set i forhold til baseline i placebo-gruppen, mens den var -2,595 i Ocrevus-gruppen. Lignende trends blev observeret, hvad angik volumenforskelle i grå – og hvid hjernesubstans.