Tre års behandling med antistoffet frexalimab var forbundet med vedvarende lav sygdomsaktivitet og ingen nye sikkerhedssignaler hos personer med attakvise former for multipel sclerose (MS). Det viser nye fase II-data.

Data blev præsenteret af Stephen Krieger fra Icahn School of Medicine at Mount Sinai, USA, på Consortium of Multiple Sclerosis Centers’ (CMSC) årsmøde, der blev afholdt i slutningen af maj.

Studiet omfattede 129 voksne med attakvise former for MS, som i den dobbeltblindede del modtog frexalimab eller placebo i 12 uger. Deltagerne i frexalimabgrupperne fik enten 1.200 mg som intravenøs infusion hver fjerde uge eller 300 mg som subkutan injektion hver anden uge.

Intravenøs frexalimab reducerede antallet af nye gadoliniumopladende T1-læsioner med 89 procent sammenlignet med placebo ved uge 12 og opfyldte dermed studiets primære endepunkt. Den subkutane behandling var forbundet med en reduktion på 79 procent sammenlignet med placebo.

Efter den dobbeltblindede del fortsatte 125 deltagere i en åben forlængelsesdel, hvor alle modtog frexalimab. Deltagerne fra placebogrupperne skiftede til den tilsvarende intravenøse eller subkutane behandling. Den subkutane dosis blev efterfølgende ændret til 1.800 mg hver fjerde uge for at opnå en lægemiddeleksponering, der bedre svarede til den intravenøse behandling. Ved uge 112 var alle deltagere i de subkutane grupper skiftet til den højere dosis. Ved uge 144 var 100 af de oprindelige 129 deltagere (78 procent) fortsat i behandling.

Resultaterne viste, at sygdomsaktiviteten på MR fortsat var lav efter tre år. Det gennemsnitlige antal gadoliniumopladende T1-læsioner var lavt i alle behandlingsgrupper, og antallet af nye eller forstørrede T2-læsioner forblev ligeledes lavt gennem uge 144.

Blandt deltagerne, der havde fået intravenøs frexalimab siden studiets start, var 86 procent fortsat uden attakker efter tre år. Den annualiserede attakrate (ARR) var 0,11, og den gennemsnitlige EDSS-score forblev stabil gennem opfølgningen.

Fase III-studier i gang

Frexalimab er et andengenerations monoklonalt antistof rettet mod CD40L. Behandlingen hæmmer CD40/CD40L-signalvejen, som har betydning for kommunikationen mellem og aktiveringen af både det adaptive og det medfødte immunforsvar.

I modsætning til flere andre højeffektive MS-behandlinger er frexalimab ikke udviklet til at depletere lymfocytter. Lymfocyttallene og immunglobulinniveauerne forblev stabile gennem det tredje behandlingsår, hvilket var i overensstemmelse med denne virkningsmekanisme. Der blev ikke observeret nye sikkerhedssignaler.

Stephen Krieger fremhævede sikkerhedsresultaterne som et centralt aspekt af langtidsopfølgningen.

"Det er altid vigtigt at sikre, at effekten opretholdes, men det, vi virkelig leder efter i et langtidsstudie, er tegn på negative konsekvenser, bivirkninger eller en risikoprofil, der kan udvikle sig over tid," sagde han under præsentationen.

Tre igangværende fase III-studier undersøger nu den intravenøse formulering af frexalimab i større patientpopulationer. De to parallelle FREXALT-studier sammenligner frexalimab med teriflunomid hos personer med attakvise former for MS, mens FREVIVA sammenligner frexalimab med placebo hos personer med ikke-attakvis sekundær progressiv MS (SPMS).