Allerede i de tidligste stadier af CIS og MS har patienterne nedsat funktion på en række områder, og der er behov for at udvikle bedre screeningsredskaber og interventioner rettet mod såvel den kognitive som den fysiske funktion hos MS patienter.

Det konkluderer et nyt studie fra Aarhus Universitet, hvor forskere i en omfattende litteraturgennemgang har fundet, at det gennemsnitlige funktionsniveau hos patienter med CIS og MS inden for de første fem år efter diagnosen er 8-34 procent lavere end hos raske kontrolpersoner på en række fysiske og kognitive områder. Den nedsatte funktion ses både i objektive fysiske og kognitive test og i patientrapporterede data, og dokumentationen af den tidlige forværring kalder på bedre screeningsværktøjer og mere systematisk anvendelse af dem, samt udvikling af interventioner rettet mod flere påvirkede domæner, konkluderer forskerne i tidsskriftet Multiple Sclerosis Journal. 

"Tidlig intervention i form af fysisk og kognitiv træning vil formentlig kunne medvirke til at bevare fysisk og kognitiv funktion længere og udsætte tiden til hvornår patienterne selv begynder at rapportere problemer og vil således kunne understøtte den tidlige medicinske behandling man allerede benytter. Derfor er der også et stort behov for flere studier i ikke-farmakologiske interventioner til MS-patienter,” siger Cecilie Thrue, som er specialestuderende ved den idrætsbiologiske kandidatuddannelse og medforfatter på studiet. 

I dag sætter man ofte først ind med rehabilitering, når patienten har fået et symptom, som er blevet kronisk, men det er for sent, mener forskerne fra Aarhus.

“På det tidspunkt har patienten allerede mindre kapacitet til at arbejde for at bevare sin funktion, end man havde tidligere. Det er i starten, der er en mulighed for at bevare en stor reservekapacitet, og man vil måske oven i købet kunne opbygge en større kapacitet, og dermed være mere modstandsdygtig over for sygdomsrelaterede forringelser i kognitiv eller fysisk funktion,” siger Cecilie Thrue. 

Baggrunden for studiet er det fokus, der er kommet på tidens betydningen for udfaldet af den medicinske behandling af MS. Et perspektiv, der har fået slagordet “Time Matters” i scleroseforskningen, hvor mere og mere tyder på, at tidlig behandling giver patienterne en bedre prognose. Time Matters-perspektivet har fået klinikere og forskere til at spekulere på, om man også kan vinde noget ved at sætte tidligere ind med ikke-farmakologiske strategier for at forebygge sygdomsforværring, og derfor har forskerne i dette studie valgt at se på patienternes fysiske og kognitive status i de første fem år af sygdommen, fortæller Cecilie Thrue.

Hun og kollegerne havde allerhelst valgt at se på en endnu kortere tidsramme, men de fem år blev valgt, fordi der ganske enkelt ikke findes studier nok der måler fysisk og kognitiv funktion inden for de første et til to år til at bygge et solidt studie på. 

De endte med at foretage et review af 26 studier med CIS eller MS-patienter, som havde haft diagnosen i højst fem år, og hvor der var foretaget en sammenligning med en rask kontrolgruppe. Litteraturgennemgangen har haft fokus på den fysiske funktion, den kognitive funktion og patienternes egne rapporteringer om deres funktion. På hvert af disse områder har forskerne set på en række funktionsdomæner. Inden for det fysiske område er det blandt andet domæner som styrke, balance og gangfunktion, og inden for det kognitive område er domænerne inddelt efter de kognitive test, der bliver foretaget. For patienternes egne rapporteringer er der set på selvrapporterede symptomer som blandt andet træthed og livskvalitet. 

Resultatet af analysen er markant. Studiet viser nedsat funktion inden for alle domæner på hvert af de tre områder. Resultatet er ikke statistisk signifikant i alle tilfælde, men på det fysiske område ses det mest valide resultat eksempelvis inden for gangfunktion, hvor gennemgangen har vist en funktionsnedsættelse på 14 procent i forhold til raske kontrolpersoner, og på det kognitive område er der signifikant forskel på alle domæner. 

Resultatet indikerer, at MS- og CIS-patienter måske er i en værre tilstand, end man tidligere har troet, siger Cecilie Thrue.

“Måske opfanger vi ikke de forværringer, der er, med de test, vi laver. Det er et spørgsmål, der er værd at stille, og man skal overveje, om man kan finde nogle bedre måder at måle både kognitiv, fysisk og selvrapporteret forværring hos patienterne, for der er tilsyneladende funktionsnedsættelse helt i starten af sygdommen, sammenlignet med raske kontrolpersoner. Der er selvfølgelig en usikkerhed ved studiet, da det er meget sparsomt med studier, men det kalder på mere forskning på dette område,” siger hun.