Sygdomsmodificerende lægemidler mod multipel sclerose har så godt som ingen effekt på fatigue, viser norsk studie, der som et af de første studier sammenligner MS-lægemidler. Nu prøver forskere fra Sclerosehospitalerne, om multidisciplinær rehabilitering kan være vejen frem.

I det norske studie, som er publiceret i Multiple Sclerosis and Related Disorders, sammenlignes patienter, der får sygdomsmodificerende behandling, med patienter, som ingen behandling får. Og her kan man se, at fatigue optræder i lige høj grad i begge grupper.

Overlæge Finn Boesen og ph.d. i idræt, Lars Hvid, der er forskere ved Sclerosehospitalerne, har læst det norske studie.

De bemærker, at det er et tværsnitsstudie, som er et øjebliksbillede på sammenhængen mellem lægemidler/ingen behandling og fatigue, men studiet kan ikke nødvendigvis fortælle noget om udviklingen over længere tid.

”Det er muligt, at man ville have set en effekt af den medicinske behandling, hvis man havde lavet et langtidsstudie, hvor man fulgte patienterne over tid. Så ville de patienter, der havde god effekt af den medicin, som forebygger skader i hjernen, nok have mindre træthed. Samtidig vil mange over tid begynder mange at forstå at være i deres sygdom og lære, hvordan de skal agere i deres træthed,” siger Lars Hvid.

Finn Boesen supplerer:

”Hvis man kommer overens med sin tilstand kan det godt være forbundet med, at livskvaliteten forbedres, fordi man har indstillet sig og lever efter sygdommen. Så den uro og uvished, man oplever i starten af sygdommen, kan måske være med til at forværre oplevelsen af træthed”.

Det norske studie er et af de eneste, der har sammenholdt forskellige MS-behandlingers effekt på fatigue. Lars Hvid fortæller er det generelt er et problem, at få videnskabelige studier inden for multipel sklerose har fatigue som et primært målepunkt. Flere studier har taget fatigue med som et sekundært målepunkt, men de er ikke designet til at måle fatigue. Men i de studier, der medtog fatigue som et sekundært målepunkt, var effekten af medicinen dog heller ikke overbevisende.

Multidisciplinær rehabiliteringsindsats har effekt

Finn Boesen har stået i spidsen for et større forskningsprojekt, hvor der i to videnskabelige artikler fra 2018 og 2020 er blevet påvist en tydelig effekt på helbredsrelateret livskvalitet efter et 4 ugers multidisciplinært rehabiliteringsophold ved Sclerosehospitalerne. Ud fra dette forskningsprojekt er Lars Hvid og Finn Boesen i øjeblikket i gang med at færdiggøre endnu en videnskabelig artikel, men hvor man netop ser på fatigue. Artiklen er endnu ikke blevet peer-reviewed, men resultaterne viser en betydelig positiv effekt på fatigue.

”Vi kommer ind med multidisciplinær rehabilitering med blandt andet fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer og sygeplejersker og det er der, vi ser den største værdi, når man ikke har overbevisende effekt af den medicinske behandling på trætheden,” siger Finn Boesen.

Tidlig behandling virker

Lars Hvid fortæller om et andet projekt på Sclerosehospitalerne, hvor man sætter ind med intensiv rehabilitering tidligt efter et attak.

”Indtil videre har man ikke tænkt samme tanke omkring tidlig højeffektiv indsats med rehabilitering, som man har med den farmakologiske behandling, men i teorien kunne man lige så godt give nydiagnosticerede patienter et tilbud om rehabilitering på samme måde, som man tilbyder tidlig farmakologisk behandling. Det ville der formentlig ligge et enormt potentiale i for patienterne - og måske også økonomisk.

”Projektet handler ikke specifikt om træthed, men træthed er en del af det, og det er et outcome, vi har meget fokus på.”

Resultaterne af det første projekt forventes at ligge klar i midten af 2024, hvorimod resultaterne fra det andet projekt først forventes klar i slutningen af 2025.

Om det norske studie:

• I studiet har forskerne via spørgeskemaer spurgt MS-patienter i tre norske regioner om deres egen oplevelse af fatigue. Desuden har de indhentet kliniske data om patienternes behandling fra den elektroniske patientjournal.
  
  
• De sygdomsmodificerende lægemidler blev inddelt i en højeffektiv gruppe, som bestod af fingolimod, natalizumab, ocrelizumab, rituximab, alemtuzumab, daclizumab og autolog hæmatopoietisk stamcelletransplantation.
  
  
• En anden gruppe bestod af en moderat effektiv gruppe af lægemidler – defineret som inteferoner, glatiramer acetate, dimethyl fumarate og teriflunomide. Herudover var der patienter med i studiet, som ikke fik medicinsk behandling.
  
  
• Resultaterne viste, at 80 procent af patienterne rapporterede, at de oplevede fatigue. Gruppen af de højeffektive lægemidler havde ingen effekt på fatigue i forhold til de patienter, som ikke fik medicinsk behandling. Umiddelbart så det ud til, at gruppen med de moderat effektive behandlinger havde en effekt, men den forsvandt, da man kontrollerede for andre faktorer.
  
  
• De norske forskere konkluderer derfor, at der må være andre underliggende årsager til fatigue hos MS-patienter end den inflammation, som de sygdomsmodificerende behandlinger er effektive overfor.