Tecfidera gav ikke graviditetskomplikationer
En gruppe på knap 400 kvinder, der blev gravide, mens de var i behandling med Tecfidera (dimethylfumerat), har ikke oplevet flere eller alvorligere graviditets- eller fødselskomplikationer, end gennemsnitligt.
Eksponering for dimethylfumerat i op til 40 uger (mediant fem uger) gav hverken flere misdannelser, aborter eller for tidlige fødsler, viser en international undersøgelse ledet af den tyske professor Kerstin Hellwig.
Studiet bygger på Biogens TecGistry-register, der indsamler data fra kvinder med MS, som har været i behandling med Tecfidera umiddelbart op til eller under en graviditet.
Forskerne har indsamlet data fra i alt 397 kvinder fra henholdsvis deres indrullering i registeret, 6-7 måneders graviditet, 4 uger efter terminen og 4, 12 og 52 uger efter fødslen med fokus på fosterstørrelse, tab af barnet, dødfødsler, ektopisk-/molagraviditet, misdannelser og spædbarnsdød.
Kvindernes gennemsnitsalder var 32 år, og det mediane tidspunkt for optagelse i registeret var 10 uger henne i graviditeten.
Påvirkede ikke negativt
Ud af i 360 fødsler var 323 fuldbårne, mens 37 var præmature. 15 kvinder oplevede spontan abort, et spædbarn døde kort efter fødslen, mens ingen af mødrene omkom. Blandt børnene fandt man misdannelser hos 2,2 procent.
Forekomsten af komplikationer er dermed ikke højere i den undersøgte gruppe, end ved fødsler generelt, og på den baggrund konkluderer forskerne, at Tecfidera ikke påvirkede graviditeterne negativt.
Studiet er publiceret i Multiple Sclerosis Journal.
- Oprettet den .