Mængden af ansøgninger om vurdering af nye lægemidler går ud over nok så vigtigt arbejde med udarbejdelse af behandlingsvejledninger. Situationen er uacceptabel og kalder på en løsning, vurderer patientrepræsentant i Medicinrådet Leif Vestergaard Pedersen.

Medicinrådet har taget fat på sin egen interne drøftelse af arbejdsgange og prioritering af rådets arbejde, efter at Danske Regioners store evaluering af Medicinrådet, som efterhånden ligger et par år tilbage, ikke berørte de udfordringer, rådet oplever. 

Mens Medicinrådet har fået nye beføjelser og kan lov til at anbefale lægemidler betinget i en tidsbegrænset periode, så står det sløjt til med muligheden for at lave nye behandlingsvejledninger. 

Ifølge Leif Vestergaard Pedersen har arbejdspresset i sekretariat og for rådets medlemmer i forbindelse med vurdering af nye lægemidler nået et punkt, hvor det fortrænger det mere væsentlige arbejde med behandlingsvejledninger. 

“Arbejdspresset har nået et maksimum. Hvis arbejdet skal gøres ordentligt, er noget nødt til at give sig, og de seneste par år er det gået ud over udviklingen af nye behandlingsvejledninger. Det er klart uacceptabelt, fordi det er i behandlingsvejledningerne, de største effekter af rådets arbejde findes. Både med at sikre en høj kvalitet og ensartet og god behandling for patienterne og for regionernes økonomi,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

Problemet er ifølge ham de vilkår og den metodehåndbog, Medicinrådet arbejder efter, hvor alle ansøgninger om vurdering af et nyt lægemiddel skal accepteres og behandles efter en helt fastlagt metode inden for en bestemt tidsfrist. Med begrænsede ressourcer og et meget stort antal ansøgninger betyder det, at behandlingsvejledningerne kommer til at vige, men ifølge Leif Vestergaard Pedersen er der bred enighed i rådet om, at prioriteringen mellem ansøgninger og behandlingsvejledninger burde være omvendt. 

“Det er ikke nogen hemmelighed, at behandlingsvejledningerne og det udbud, der følger af dem, giver en milliardbesparing i regionerne hvert år. Men i stedet for at prioritere vejledningerne bruger vi uforholdsmæssig lang tid på at diskutere, om behandlinger til nogle gange meget få patienter er for dyre eller ej. Der er efter min mening et eller andet helt galt i den prioritering, og en del af vores drøftelser handler om at tale med Danske Regioner om det,” siger Leif Vestergaard Pedersen. 

Enten må Danske Regioner beslutte, at vurdering af nye lægemidler er vigtigere end behandlingsvejledningerne, eller også må der findes en løsning, mener han, og et bud kunne være, at man giver Medicinrådet mulighed for at prioritere i de ansøgninger, der kommer.

“For eksempel kunne det relevante fagudvalg vurdere, om nye ansøgninger drejer sig om behandlinger, vi har behov for nu og her, så de skal behandles af Medicinrådet med det samme, eller om det er noget, man kan lade hvile indtil videre. Så bliver lægemidlet ikke anbefalet som standardbehandling, men det vil stadig være tilgængeligt for brug, og så kan rådet tage det op på et senere tidspunkt, hvis fagudvalget finder det relevant,” siger Leif Vestergaard Pedersen. 

Han er overbevist om, at en del ansøgninger vil kunne sorteres fra, så presset på sekretariatet og rådet lettes og der kan komme fokus på behandlingsvejledningerne. 

“Efter min mening skal vi op på ti til 15 behandlingsvejledninger om året, og det er vi langt fra i dag,” siger han.

Leif Vestergaard Pedersen oplever en berøringsangst i Danske Regioner over for de metodemæssige problemer, Medicinrådet oplever.

“Det er som om, man er bange for at få at vide, at der er noget, der ikke er helt optimalt, og det er lidt ærgerligt, for der er jo ikke nogen, der synes, at det er en dårlig idé at have Medicinrådet. Der kan være diskussion om, hvordan prioriteringen i rådet skal ske, men det er jo ikke en anfægtelse af ideen om Medicinrådet. Den har patientforeninger og læger støttet hele vejen, så det er ærgerligt, at der virker til at være modvilje mod at tale om de udfordringer,” siger han og understreger samtidig, at der aldrig er tale om faglig uenighed, når rådet eksempelvis har diskussioner om prioritering. 

“Der de enkelte sager, hvor der er uenighed om prioriteringen, og der skal man huske, at der er tale om en grundlæggende politisk uenighed, som ofte er mellem de sundhedsfaglige medlemmer og patientrepræsentanterne. En politisk uenighed om hvilke hensyn, der skal tages til forskellige argumenter. Og den diskussion må man have. Det er trist, hvis man har den holdning, at offentligheden ikke skal blande sig i, hvad der sker i Medicinrådet, fordi dens arbejde er fagligt. Det er rigtigt, at meget er fagligt, men prioriteringen er politisk, og det er som om, man ønsker at lukke øjnene for det, og det er ærgerligt, for der findes ikke en sand værdi for, hvor meget vi er villige til at betale for en given behandling,” siger Leif Vestergaard Pedersen.