ECTRIMS: Patienter med attakvis MS, som bliver behandlet med Ocrevus (ocrelizumab) gennem 7,5 år, har 35 procent mindre risiko for at få behov for støtte ved gang, sammenlignet med patienter, der starter samme behandling to år senere.

Tidlig behandling med Ocrevus reducerer risikoen for bekræftet EDSS-forværring med 29 procent.

Det viser en 288 ugers open label forlængelse af det dobbelt blindede OPERA kliniske fase III forsøg. I OPERA fik patienterne enten Ocrevus eller interferon β-1a (IFN), og efter 96 uger henholdsvis fortsatte eller skiftede de til Ocrevus i forlængelsesstudiet.

I alt 526 patienter med attakvis MS gennemførte samlet 384 uger (7,5 år) med Ocrevus (OCR-OCR), mens 485 patienter gennemførte IFN i 96 uger efterfulgt af Ocrevus i 288 uger (IFN-OCR). Resultaterne blev fremlagt i en poster ved ECTRIMS 2021 i sidste uge.

Heraf fremgår det, at der allerede efter de første 96 uger var markant forskel mellem patienter på IFN og ocrelizumab med hensyn til risikoen for at få behov for støtte ved gang og bekræftet forværring af EDSS (48 ugers CDP) - for begge parametre førte ocrelizumab til markant bedre resultater. Når alle patienterne efterfølgende fortsatte med Ocrevus, blev denne forskel stort set opretholdt gennem hele forløbet frem til uge 384. Der var med andre ord en markant fordel ved at påbegynde behandling med Ocrevus så tidligt som muligt.

Resultaterne viste desuden, at Ocrevus (ocrelizumab) i løbet af de første 96 uger førte til markant lavere justeret årlig attakrate (ARR) i forhold til IFN (henholdsvis 0,124 og 0,202). Denne forskel blev imidlertid udlignet allerede efter 48 uger inde i forlængelsesforsøget. Herefter fortsatte ARR med at falde jævnt og lige meget i de to arme af forsøget frem til uge 384, hvor ARR var 0,030 og 0,032 for henholdsvis OCR-OCR og IFN-OCR.