ECTRIMS: Mastinib har mødt sit primære mål i fase III-studiet ABO7002. Behandlingen reducerer risikoen for registreret EDSS forværring med 42 procent og for tre måneders bekræftet EDSS-forværring med 37 procent hos patienter med progressiv MS.

Og dermed er den orale tyrosinkinasehæmmer det lægemiddel, der foreløbig - uafhængig af alder og inflammationsstatus - har demonstreret bedst effekt hos patienter med begge de progressive MS-former.

Samtidig har lægemidlet en sikkerhedsprofil, der gør det egnet til langtidsbehandling af patienter med progressiv MS, sagde professor ved Universitetet i Lille Patrich Vermersch, da han præsenterede studiet (Abstrakt FC04.01) ved den virtuelle ECTRIMS-kongres søndag aften dansk tid. 

“Mastinib er den første MS-behandling, der retter sig mod det medfødte immunsystem, og det kan vise sig at være en ny mulighed for behandling af PPMS og ikke-aktiv SPMS,” siger Patrich Vermersch.

Der er tale om en ny virkningsmekanisme inden for MS, hvor lægemidlet som det første ved at hæmme mastceller og mikroglia/mikrofagaktivitet retter sig mod det medfødte immunforsvar, og det kan være nøglen til mere effektive behandlinger til progressiv MS. 

“Resultaterne er meget lovende og klinisk relevante i forhold til andre studier inden for progressiv MS. Det er interessant, for det demonstrerer for første gang, at vi er nødt til at rette os mod det medfødte immunsystem, hvis vi skal have kontrol med den progressive fase af sygdommen, og tyrosinkinasehæmmeren er en god kandidat til det,” siger Patrich Vermersch. 

ABO7002 er et dobbeltblindet, placebokontrolleret studie med 300 patienter med PPMS og ikke aktiv SPMS, som er randomiseret 2:1. 

PPMS og SPMS er defineret som fravær af attakker i to år før studiets start og mere end 1 points EDSS-forværring inden for to år før inklusion i studiet. Inklusionskriterierne var desuden en EDSS-score på 2-6 ved baseline og en alder på 18-75 år. Deltagerne fik enten placebo eller en tablet med 4,5 mg/kg mastinib om dagen. Studiets primære mål var forandring fra baseline i absolut EDSS-score, og reduktionen på 37 procent er effekten af to år i den behandling. 

Inden for attakvis MS skal lægemidler demonstrere helt andre procentvise reduktioner i fase III-studier for at gøre sig gældende, men inden for PPMS og SPMS er det indtil nu kun lykkedes at fremdrive en reduktion af bekræftet sygdomsforværring, som procentvis ligger i 20’erne. Ocrelizumab og siponimod har givet reduktioner på henholdsvis 24 og 21 procent, mens de øvrige sygdomsmodificerende lægemidler har givet negative resultater. 

Derfor leverer ABO7002 ifølge Professor ved Dansk Multipel Sclerose Center Per Soelberg Sørensen et af hovedresultaterne på den virtuelle kongres, når det kommer til behandling af MS.

“En relativ reduktion på 42 procent er meget. Det er mere end noget andet studie har vist, og samtidig er det er et af de få fase-III studier, hvor vi har et positivt resultat for progressiv MS, og det er en helt ny behandlingsmetode, og derfor er resultatet så interessant,” siger han. 

Han tør ikke spå om resultatet er stærkt nok til en godkendelse af lægemidlet, men peger på, at de få lægemidler, der indtil nu er godkendt til progressiv MS, er godkendt på baggrund af tilsvarende data.  

“P-værdierne er lave, og det skyldes måske studiets størrelse, som jo ikke er voldsomt. Det er hvad man kan forvente, når man har et studie med 300 patienter, med mindre man har er et meget effektivt stof. Omvendt er tallene lige så gode, som vi har set i andre studier med behandling til progressiv MS. Siponimod-studierne havde lignende p-værdier, og i USA er ozanimod nu også godkendt på baggrund af et studie, der indeholder mindre end to procent progressive patienter. Når man ser på det, så er de fleste resultater i studier med lægemidler til progressiv MS jo ikke mere end borderline signifikante, men det er stadig interessant, at man overhovedet finder noget, der tangerer et positivt resultat. ” siger Per Soelberg Sørensen.