Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser
| | | | |
 

Anti-CD20-terapier kan hæmme effekten af covid-19-vaccine

Selvom MS-patienter i sygdomsmodificerende behandling ikke synes, at blive hårdere ramt af covid-19, spekulerer britiske og hollandske forskere på om behandling med anti-CD20 antistofbehandlinger kan bremse effekten af en fremtidig covid-19 vaccine.

Tidligere studier har vist, at sygdomsmodificerende behandling i mange tilfælde dæmper effekten af forskellige vacciner, og forskerne fra blandt andet Barts and the London School of Medicine and Dentistry, Queen Mary University of London, teoretiserer i tidsskriftet Clinical & Experimental Immunology efter en gennemgang af en række studier og real world data, at det kan blive nødvendigt, at justere intervallerne mellem infusioner med de B-celle-depleterende behandlinger, for at give patienterne tid til at udvikle tilstrækkelig immunrespons på en corona-vaccine.

“Det er endnu uvist, hvor meget antistof, der skal til for at beskytte mod SARS-COV2, og hvilket responspotentiale antistoffet har efter CD20 depletion, men hos patienter, der producerer lave mængder antistof - også blandt asymptomatiske og ikke-immunsuprimerede personer - producerer mange ikke en betydelig og langvarig antistofrespons,” skriver forskerne i en artikel, som er publiceret i tidsskriftet.

Ifølge forskerne findes der ikke publicerede data for Ocrevus’ effekt på B-celle-undergrupper og vaccinerespons, men der er rapporteret data på videnskabelige kongresser fra et randomiseret open label multicenter-studie, som både er inkluderet i Ocrevus’ produktresumé og er registreret på ClinicalTrials.Gov, og blandt andet på baggrund af disse data observerer forskerne en reduceret vaccinerespons hos patienter i behandling med Ocrevus.

“Den relativt dårlige vaccinerespons hos patienter i behandling med ocrelizumab var forudsigelig og konsistent med hvad man har set efter vaccination af patienter i behandling med rituximab, og det tyder på, at det er et problem med alle typer anti-CD20-antistofbehandlinger, som bruges til behandling af kræft og autoimmun sygdom,” skriver de. 

Ocrevus er siden godkendelsen i 2018 taget bredt i brug blandt patienter med attakvis og sekundær progressiv MS, og undersøgelsen fra Barts and the London School of Medicine and Dentistry, Queen Mary University of London blev sat i værk, da forskerne blev opmærksomme på, at der kun foreligger begrænset data for Ocrevus’ effekt på immunceller, varigheden af responset og sikkerheden ved at forlænge infusionsintervallerne. Forskerne har samlet den tilgængelig data, de kunne finde, som berører disse spørgsmål, og de konkluderer på den baggrund, at der baseret på kinetikken i B-celle-depletion og repopulation ikke skulle være stor risiko for at reaktivere sygdommen forbundet med at udsætte opfølgende infusioner med Ocrevus og Rituximab. 

 “Vi har stadig til gode at se, om SARS-COV-2 DNA-RNA-vacciner vil have tilstrækkelig effekt hos patienter i immunsupprimerende behandling. Ikke desto mindre er det vigtigt, at mennesker med autoimmun sygdom fortsat tilbydes højeffektiv immunterapi. Med tiden vil der komme mere viden, som kan guide i valg af behandling her i og efter covid-19-æraen,” skriver forskerne bag studiet. 

Anbefal denne artikel

Debat på Sundhedstinget