Medicinrådet får kørestol af Scleroseforeningen
Torsdag formiddag tog direktør for Scleroseforenigen Klaus Høm forbi Medicinrådet med en stikpille af én julegave.
Patientforeningen forærede Medicinrådet en kørestol som en påmindelse om foreningens utilfredshed med, at beslutningen om, hvorvidt lægemidlet Ocrevus (ocrelizumab) skal anbefales som den første standardbehandling til primær progressiv multipel sclerose (PPMS) eller ej, endnu ikke er truffet. Samtidig har foreningen lanceret en webkampagne, der opfordrer sympatisører til at sende Medicinrådet en virtuel kørestol. Ved at klikke på et link, sender man automatisk en mail til Medicinrådet med Scleroseforeningens julehilsen, og det har 2441 personer i skrivende stund gjort.
Ocrevus er det første lægemiddel, som det eurpæiske lægemiddelagentur EMA har godkendt til behandling af PPMS, og Medicinrådet behandler i øjeblikket en ansøgning om at anvende behandling til en subgruppe af yngre patienter med PPMS.
Til januar er det et år siden, at EMA godkendte behandlingen, og Scleroseforeningens julegave skal vise, foreningens frustration med at der endnu ikke er taget stilling til om behandlingen skal godkendes til den udsatte patientgruppe, fortæller Klaus Høm efter aktionen.
”Vi håber, at julegaven giver Medicinrådet anledning til at tænke over, hvad deres mangel på beslutning betyder. For hver eneste dag, der går, er der syge danskere, der kommer en smule nærmere en kørestol,” siger Klaus Høm i en video Scleroseforeningen selv har optaget efter at havde afleveret gaven.
- Oprettet den .