Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Ledende overlæge: Scleroseforeningens tal er tvivlsomme

Scleroseforeningen er unuanceret i debatten om medicinsk cannabis, mener ledende overlæge Henrik Boye, der forsvarer modstanden mod en forsøgsordning, der ikke er sat op som et videnskabeligt studie.

Direktøren for Scleroseforeningen er galt afmarcheret, når han angriber lægerne for at være principryttere, der står i vejen for, at vi kan få den viden, der mangler om effekt og bivirkninger ved medicinsk cannabis. For forsøgsordningen med medicinsk cannabis vil ikke give videnskabelig dokumentation, mener ledende overlæge ved Sygehus Lillebælts neurologiske afdeling, Henrik Boye.

”Hvis det har været formålet at skaffe viden, har politikerne fejlet ved ikke at invitere kliniske forskere med i planlægningsfasen og designe et klinisk studie, der vil kunne frembringe den fornødne viden med forventet solid videnskabelig evidens. Hvis man havde designet et ordentligt klinisk studie, ville lægerne have helt klare kriterier for, hvilke patienter, der kan behandles under hvilke omstændigheder, og det ville sikre systematisk indhentning af viden om virkning og bivirkninger,” siger Henrik Boye.

Han er vred over kritikken fra Scleroseforeningen, og han holder fast i sin egen principielle kritik af forsøgsordningen, fordi det handler om, at sundhedsvæsenet fungerer på baggrund af videnskab, siger han.

”En del af modstanden mod ordningen bygger helt rigtigt på principper. Et naturlægemiddel bliver ikke til et lægemiddel, fordi Folketinget beslutter det, og vi udskriver almindeligvis ikke naturlægemidler i sundhedsvæsenet. Vi lever efterhånden i et postfaktuelt samfund, men som læger forsøger vi at holde fast i den videnskabelige tilgang og forståelse af viden og lægelig behandling,” siger Henrik Boye.

Han sætter spørgsmålstegn ved de tal, som Scleroseforeningens direktør Klaus Høm brugte, da han i sidste uge i en artikel i MS Tidsskrift argumenterede for, at op mod 2.500 smerte- og spasmeplagede sclerosepatienter risikerer at gå glip af behandling med medicinsk cannabis, fordi lægerne af princip ikke vil være med på forsøget.

”Den eneste præmis i indlægget fra Scleroseforeningens direktør, jeg kan anerkende, er, at der muligvis er patienter, der ikke kan hjælpes med de gængse lægemidler, men det er min klare holdning, at man skal afprøve de gængse lægemidler, før man overvejer at behandle med medicinsk cannabis, og jeg tvivler stærkt på, at 2.500 patienter, endsige 250, har prøvet behandling med Marinol, og indtil for nylig måtte patienter ikke køre bil, hvis de var i behandling med Sativex, og det har begrænset patientpopulationen betydeligt, og jeg finder sådan en udtalelse uvederhæftig,” siger Henrik Boye.

Anbefal denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift