Sygdomsmodificerende lægemidler (DMT'er) ser ud til at reducere risikoen for slagtilfælde hos personer med multipel sclerose (MS). Det konkluderer et review-studie, som viser, at effekten tilsyneladende varierer mellem lægemidlerne.

Studiet, som er publiceret i Therapeutic Advances in Neurological Disorders, indikerer, at glatirameracetat (solgt som Copaxone og generiske lægemidler) og dimethylfumarat (solgt som Tecfidera og generiske lægemidler) kan have de mest beskyttende virkninger mod slagtilfælde for personer med MS. I den anden ende af spektret kan fingolimod (solgt som Gilenya og generiske lægemidler) øge risikoen, viser data. 

"Disse resultater fremhæver vigtigheden af ​​at individualisere valg af DMT og overvåge kardiovaskulære risikofaktorer for at reducere risikoen for slagtilfælde hos patienter med MS," skriver forskerne bag studiet.

Udover at udløse karakteristiske MS-symptomer som træthed og gangbesvær, kan de autoimmune angreb, som MS medfører, kompromittere blodkarrene i centralnervesystemet. Det øger risikoen for slagtilfælde, hvor forstyrrelser i blodforsyningen til hjernen kan forårsage varig skade. Dertil kommer, at personer med MS ofte har kardiovaskulære risikofaktorer som forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk og diabetes, hvilket øger deres risiko for slagtilfælde.

Mens nogle observationsstudier har antydet en reduceret forekomst af slagtilfælde hos MS-patientpopulationer behandlet med DMT'er, har andre studier har indikeret en øget risiko for større negative kardiovaskulære og cerebrovaskulære hændelser. For at imødegå denne uoverensstemmelse gennemgik et forskerteam fra institutioner i Grækenland og Tyskland systematisk offentliggjorte studier om sammenhængen mellem DMT'er og slagtilfælde. Teamet identificerede 21 artikler, der analyserede disse sammenhænge ved hjælp af forskellige metoder. Én undersøgelse var et randomiseret studie, der sammenlignede DMT'er, mens 6 af studierne var registerbaserede eller kohortestudier, to var kasuistikserier og 11 var kasuistikker (caserapporter).

DMT’er halverer risikoen for slagtilfælde

Ud fra deres gennemgang af studierne på området konkluderer forskerne, at DMT’er samlet set synes at reducere risikoen for slagtilfælde hos MS-patienter, hvor DMT-eksponering er forbundet med en halvering af risikoen for slagtilfælde sammenlignet med ingen DMT-eksponering. Dette estimat kom fra en registerundersøgelse med mere end 35.000 deltagere, hvilket var den største population i ​​de inkluderede artikler.

Når risikoen for hjerte-kar-sygdomme blev opdelt efter DMT-type, varierede den. Selvom nogle af de inkluderede studier havde en lav samlet forekomst af slagtilfælde, hvilket gjorde generalisering vanskelig, viste der sig nogle mønstre. To DMT'er, nemlig glatirameracetat og dimethylfumarat, syntes at reducere risikoen for slagtilfælde, mens fingolimod syntes at øge risikoen for cerebrovaskulær sygdom. Forskerne antog, at dette var en indirekte effekt, da fingolimod også øgede risikoen for forhøjet blodtryk, som kan øge risikoen for slagtilfælde.

Andre lægemidler havde sjældne rapporter om alvorlige cerebrovaskulære hændelser, der krævede øjeblikkelig behandling. Disse omfattede beta-interferoner og Lemtrada (alemtuzumab). For eksempel forbandt sjældne rapporter interferon beta-1a (solgt som blandt andet Avonex) med en alvorlig tilstand, kaldet trombotisk trombocytopenisk purpura/hæmolytisk uræmisk syndrom, der afbryder blodets koagulationsevne og potentielt kan føre til slagtilfælde.

Der var ikke tilstrækkelige data tilgængelige om risikoen for slagtilfælde for de resterende DMT'er til, at forskerne kunne drage konklusioner. Medicin i denne kategori omfattede teriflunomid (solgt som Aubagio og generiske lægemidler) og natalizumab (solgt som Tysabri og det biosimilære Tyruko). Manglen på data for nogle DMT'er var generelt en af de begrænsninger, som forskerne bemærkede.

En anden væsentlig begrænsning var, at hvert studie anvendte forskellige rapporteringskriterier, hvilket gjorde det vanskeligt at sammenligne resultaterne direkte. Desuden var mange af de inkluderede studier caserapporter, som typisk involverer individuelle patienter og muligvis ikke er generaliserbare. Men fordi sådanne rapporter har tendens til at fremhæve alvorlige reaktioner, "kan de bidrage væsentligt til klinisk praksis ved at informere DMT-overvågningsprotokoller, der lægger fokus på tidlig identifikation og forebyggelse af alvorlige bivirkninger," påpeger forskerne.