sNfL kan bruges prognostisk ved pædiatrisk MS
Niveauet af neurofilament light chain i blodet (sNfL) er ifølge et nyt studie en værdifuld biomarkør for sygdomsaktivitet hos børn med multipel sclerose (MS).
Niveauet af sNfL før påbegyndt behandling kan samtidig bruges til at forudsige, hvor godt børnene vil respondere på førstelinjebehandling og behov for fremtidig eskalation af behandlingen.
Det konkluderer forskere fra Göttingen i Tyskland, efter at have analyseret forekomsten af sNfL hos 178 børn og unge med MS.
I det retrospektive studie finder forskerne, at et højt niveau af sNfL før påbegyndt behandling er forbundet med signifikant højere attakrate og større forekomst af nye eller forstørrede T2-læsioner, når børnene kommer i førstelinjebehandling. De finder ligeledes, at pædiatriske patienter med høje sNfL-niveauer har det dårligere tre måneder efter et attak, end patienter med lavere sNfL-niveau.
Sygdomsdebut før det 18. år
Et højt sNfL-niveau før påbegyndt behandling er desuden forbundet med flere forudgående attakker, kortere tid mellem attakerne og flere T2 og gadolinium-læsioner.
I studiet indgår data fra patienter ved Deutsches Zentrum für Multipel Sklerose Im Kindes und Jugensalter i Göttingen.
De i alt 178 børn og unge er inkluderet på baggrund af McDonaldkriterierne, en sygdomsdebut før det fyldte attende år samt tilgængelige blodprøver fra før de påbegyndte behandling for MS. sNfL blev analyseret ved hjælp af single-molecule array assay, og assiciationen til kliniske og MR-symptomet blev evalueret ved brug af Spearman’s Correlations and Non-Parametric Tests for Group Comparisons.
Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Neurology.
- Oprettet den .