Ekspertgruppe vil have mere fokus på biologien under MS
Et fokusskifte fra symptomer til sygdommens underliggende biologi vil give mulighed for bedre og mere effektiv MS-behandling, mener en international arbejdsgruppe.
Gruppen består af prominente MS-forskere som tyske professor Tanja Kuhlmann, spanske professor Xavier Montalban og amerikanske professor Ruth Ann Marrie, og den foreslår i et indlæg i The Lancet Neurology, at man går bort fra at beskrive multipel sclerose som en sygdom med de adskilte faser attakvis MS og henholdsvis primær progressiv og sekundær progressiv MS. I stedet foreslår de, at man forstår sygdommen som en lang fremadskridende sygdomsproces drevet af underliggende skader på centralnervesystemet, som påvirkes af en række faktorer som for eksempel sygdomsvarighed, alder, køn, genetik, etnicitet og komorbiditet.
Den biologiske forståelse af sygdommen vil føre til mere individuel behandling af patienter med MS, som bedre vil kunne bremse sygdomsudviklingen, mener ekspertgruppen.
Mere biologisk baseret behandling
De fremhæver akut og kronisk inflammation, axonskade, neorontab og mitokondriel dysfunktion som nogle af de mekanismer, hvis rolle man er i gang med at undersøge i forbindelse med MS.
Patienternes prognose afhænger af balancen mellem skader og muligheden for at reparere eller kompensere for skaden, og den biologiske tilgang til sygdommen og dens behandling vil ifølge gruppen bane vej for mere biologisk baseret behandling for hver enkelt patient.
Ekspertgruppen er nedsat af the International Advisory Committee on Clinical Trials in MS, som er et organ, der rådgiver om planlægning og implementering af kliniske studier af nye MS-behandlinger, og som støttes af ECTRIMS og det amerikanske National MS Society.
“En beskrivelse af den underliggende biologi frem for de kliniske symptomer vil kræve en bedre forståelse af, hvad der driver sygdomsforværringen, og vi gennemgår i vores indlæg den igangværende forskning på området og identificerer huller i vores viden,” siger førsteforfatter til indlægget Tanja Kuhlmann, læge ved University of Münster i en pressemeddelelse fra ECTRIMS.
The International Advisory Committee on Clinical Trials bakker op om arbejdsgruppens forslag. Komiteens vision er, at man udvikler redskaberne til at vurdere den underliggende biologi og forudsige den enkelte patients sygdomsforløb, så de kan blive tilgængelige for de klinikere, der behandler MS-patienter.
“Forslaget er et af mange initiativer, som komiteen gennem årene har støttet med det formål hele tiden at forbedre designet af de kliniske studier og informere det sundhedsfaglige personale i MS-klinikkerne,” siger formand for komiteen Ruth Ann Marrie.
- Oprettet den .