ECTRIMS: Svenske forskere har sammenlignet effekt af fire forskellige lægemidler hos behandlings-naive MS-patienter og konstateret at rituximab både gav den laveste risiko for attakker og færrest behandlingsskift, men samme EDSS-udvikling som de tre andre behandlinger.

Resultaterne fra det svenske studie – COMBAT-MS – blev præsenteret ved en scientific session ved ECTRIMS 2021 af læge og ph.d.-studerende ved Department of Neuroscience, Karolinska Instituttet, Peter Alping. Forskerne har sammenlignet fire af de mest udbredte behandlinger hos behandlings-naive MS-patienter i Sverige: injektionsbehandling med enten interferon beta-1a eller Copaxone (glatiramer acetate) og desuden Tecfidera (dimethyl fumarate) eller Tysabri (natalizumab) holdt op imod rituximab.

Af studiet fremgår det, at rituximab var forbundet med den laveste risiko for attakker og færrest læsioner målt ved MR-scanning – og med absolut laveste sandsynlighed for, at patienten umiddelbart efter blev skiftet til en anden behandlingsterapi. Derimod var EDSS (Expanded Disability Status Scale) efter en treårig periode identisk ved behandling med Tecfidera, Tysabri og rituximab – og lå kun en anelse højere ved injektionsbehandlinger.

Marginale forskelle

“Vores resultater understreger vigtigheden af fra begyndelsen at blive i stand til at identificere de præparater, som giver længst mulig behandlingseffekt," understregede Peter Alping ved sin fremlæggelse af resultaterne.

Patienterne, som deltog i studiet påbegyndte behandling i januar 2011 og blev fulgt frem til midt december 2020  - ’follow-up’ fortsatte efter endt behandling med de initiale terapier.

Forskerne inkluderede 1.936 behandlings-naive MS-patienter i studiet: 856 INJ, 341 DMF, 270 NTZ og 469 RTX.

Baseline-karakteristika var forskellige ved de enkelte behandlingsterapier, idet de yngste patienter med den korteste sygdoms-varighed, men flest attakker var i behandling med Tysabri.

Efter justering var hazard ratio (HR) for første attak vs RTX for INJ 5,9 (95 procent konfidens-interval 3,7; 9,5), DMF 2,8 (1,7; 4,8) og NTZ 1,8 (1,0; 3,3). Tilsvarende var den relative treårige læsionshastighed for INJ 6.06 (3.75; 9.80), DMF 3.52 (2.01; 6.17) og NTZ 2.03 (1.14; 3.64).

EDSS-forskelle på tre år var kun marginalt forskellige: INJ 0,25, DMF -0,16; 0,26) og NTZ -0,23; 0,24. I modsætning hertil var HR for afbrydelse af behandlingen: INJ 32,5 (19,0; 55,7), DMF 20,2 (11,5; 35,4) og NTZ 16,2.