Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser
| | | | |
 

Stamcelleterapi slår T-celler ned og forebygger inflammation

Omkring 90 procent af de overaktive T-celler i centralnervesystemet hos patienter med attakvis MS (RRMS) bliver erstattet af raske immunceller efter en stamcelletransplantation (AHSCT). Effekten varer ved i mindst fire år efter behandlingen.

Det viser nye analyser af data fra HALT-MS-studiet.

Knoglemarvstransplantation kan slå hovedparten af overaktive T-celler i centralnervesystemet ned hos patienter med attakvis sclerose (RRMS). Kroppen erstatter de skadelige celler med raske, og fire år efter behandlingen er 93 procent af de skadelige celler stadig væk. Det viser et amerikansk-engelsk studie, hvor forskerne har analyseret forekomsten af T-celler i spinalvæsken og i blodet hos en gruppe RRMS-patienter, som modtog stamcellebehandling under HALT-MS-studiet.

Analyserne blev foretaget på blod- og spinalvæskeprøver, som blev indsamlet henholdsvis før og op til fire år efter transplantationen.

HALT-MS var et fase II-studie, der viste, at stamcelletransplantation kan stoppe sygdomsprogression og sende patienter med attakvis MS i remission i mindst fem år uden brug af sygdomsmodificerende behandling som vedligeholdelse. De nye analyser, som er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Clinical Investigation, er et forsøg på at afdække, hvordan behandlingen virker.

Ud over effekten på T-cellerne viser analyserne også, at omkring 60 procent af de immunceller, som fandtes i spinalvæsken, før transplantation også findes i blodet. Og selv om forskerne efter AHSCT-behandlingen kun finder et sammenfald på 40 procent, ser de samme behandlingseffekt i blod og spinalvæske. Forskerne mener derfor, at man fremover vil kunne bruge blod til analyser i fremtidige studier af AHSCT. 

”Alt i alt understøtter vores studie hypotesen om, at stamcelleterapi fjerner størstedelen af T-celler i spinalvæsken hos patienter med MS inklusiv patogene T-celler, og sætter gang i udviklingen at et nyt immun-repertoire i både blod og spinalvæske,” konkluderer forskerne.

Anbefal denne artikel