Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Evobrutinib reducerer T1 Gd læsioner signifikant

ECTRIMS: BTK-hæmmeren evobrutinib har en signifikant effekt på T1 gadolinium-læsioner hos patienter med attakvis multipel sclerose sammenlignet med placebo, viser fase II-resultater, som blev præsenteret fredag på ECTRIMS 2018 i Berlin.

MR-resultaterne af evobrutonin ses ved dosis 75 mg QD og 75 MG BID, mens den tredje afprøvede dosis på 25 mg QD, ikke viste effekt i forhold til placebo, og på det sekundære endemål, som var årlig attak-rate ved den 24. uge, så forskerne også kun en trend i retning af en reduceret attakrate ved de to høje doser. For begge endemål var der tale om et dosis/respons-forhold.

Patienterne tålte generelt behandlingen, og der blev ikke observeret alvorlige infektioner eller lymfopeni, men der var en forhøjet risiko for bivirkninger i leveren (ALT, AST og LIPASE). Alle bivirkninger kunne dog afhjælpes ved at indstille behandlingen, fortalte professor X Montalban,  som præsenterede resultaterne.

Professor ved Dansk Multipel Sclerose Center Finn Sellebjerg finder resultaterne spændende, selv om de ikke er helt så overbevisende, som han havde håbet.

”Jeg havde måske håbet på, at effekten ville være lidt større, end det, de fandt, men det er fint at se, at det virker, og så må det være op til yderligere studier at vise, om det nu også er noget, der kan erstatte de monoklonale antistoffer,” siger Finn Sellebjerg, og fortæller, at  det særlige ved CD20-antistofferne er, at de har en meget dramatisk effekt.

”De er virkelig effektive, og hvis man kunne give et stof, der har en reversibel effekt, som BTK-hæmmerne har, så vil man hurtigt kunne revertere effekten, hvis der kom problemer, og måske undgå langvarige effekter på immunsystemet,” siger han.

De nye resultater bygger på data fra 243 RMS-patienter, som har gennemført 24 ugers behandling, og ifølge Finn Sellebjerg kan efterfølgende større studier sagtens komme til at vise bedre resultater end fase II-studiet.

”Det sker tit, at de små fase II studier ikke viser det samme, som de store fase III studier, og resultaterne kan blandt andet skyldes, at doseringen eller patientpopulation ikke er den helt rigtige, eller at molekylet ikke har været godt nok,”siger Finn Sellebjerg.

Anbefal denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift