Roche - MS forbindelser har betydning
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Tilskud af D-vitamin hindrer ikke knogleskørhed hos MS-patienter

En ugentlig dosis D3-vitamin er ikke i sig selv nok til at forebygge udvikling af knogleskørhed hos MS patienter, som ikke i forvejen mangler D-vitamin, konkluderer svenske forskere, som har undersøgt effekten af ugentlige doser D-vitamin gennem 96 uger sammenlignet med placebobehandling.

Undersøgelsen understøtter heller ikke formodningen om, at en høj ugentlig dosis D-vitamin har en gavnlig effekt på knoglerne hos MS-patienter, skriver forskerne.

I alt 68 personer med Multipel Sclerose har deltaget i det kontrollerede og randomiserede studie, som er publiceret i tidsskriftet BMC Neurology.

Forskerne har set på effekten af ugentlige doser på 20.000 IU Vitamin D3 på biomarkører for knogleskørhed hos 68 patienter med attakvis Multipel Sclerose. Patienterne fik samtidig et dagligt tilskud af 500 mg calcium.

Patienter i D-vitaminbehandling havde mere end fordoblede 25-hydroxyvitamin D-niveau efter uge 48 og uge 96, men forskerne fandt ingen effekt på knogledannelsen målt på procollagen I N proceptide (PINP). Hverken PINP eller CTX1 forudsagde udvikling af knogleskørhed fra baseline til uge 96.

Forskning har tidligere vist, at der er sammenhæng mellem mangel på D-vitamin og forhøjet risiko for at udvikle MS, og D-vitaminmangel forbindes også med øget sygdomsaktivitet hos MS-patienter, men den svenske undersøgelse understøtter altså ikke D-vitamintilskud som forebyggende behandling.

De svenske forskeres resultater afviger fra tidligere studier, som har vist gavnlig effekt af D-vitamintilskud til MS-patienter. Forskerne mener selv, at det skyldes, at der er tale om forskellige typer patienter, undersøgelsens størrelse og varrigheden af studierne. Patienterne i det svenske studie havde ifølge forskerne forholdsvis lav sygdomsaktivitet.

”Vores studie udelukker ikke, at forskellige sub-grupper med øget risiko for osteoporose kan have behov for D-vitamintilskud for at vedligeholde knoglesundheden,” skriver forskerne.

Anbefal denne artikel
Roche - MS forbindelser har betydning

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift