Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

ORATORIO-studiet er en milepæl i scleroseforskningen

Tre fase III studier tyder på, at det nye lægemiddel Ocrelizumab er markant bedre til at bremse sygdomsudviklingen og nedsætte antallet af attakker, end den hidtil tilgængelige sclerosebehandling.

New England Journal of Medicine har netop publiceret resultaterne fra to af studierne.

Roches nye præparat til behandling af sclerose, Ocrevus, har som det første lægemiddel nogensinde vist positive resultater i behandling af primær progressiv sclerose. Foreløbig har tre fase III studier (OPERA I og II samt ORATORIO) vist, at Ocrevus med det aktive stof ocrelizumab har bedre effekt på såvel primær progressiv sclerose som attakvis og sekundær progressiv sclerose, og at lægemidlet ikke er forbundet med flere følgevirkninger end standardbehandlingen Beta 1a. New England Journal of Medicine har netop publiceret to af studierne og dedikerer samtidig en leder til resultaterne.

I OPERA I og II viser, at patienter, der får en indspøjtning med ocrelizumab hver 24. uge, har 46-47 procent lavere risiko for tilbagefald, end patienter, der får Beta 1a tre gange om ugen. ORATORIO-studiet viser, at risikoen for forværring af sygdommen hos patienter med den hidtil ubehandlelige diagnose primær progressiv sclerose var 25 procent lavere ved behandling med ocrelizumab i forhold til patienter i placebobehandling.

Antallet af bivirkninger i OPERA I og II og ORATORIO-studierne svarede i alle tilfælde til bivirkninger i kontrolgrupperne.

Roche har søgt om godkendelse af Ocrevus i både FDA og EMA og forventer godkendelse i FDA allerede i slutningen af marts.

New England Journal of medicine kalder i en leder ORATORIO-studiet for en milepæl i forskningen i sclerosebehandling, men gør samtidig opmærksom på, at der er behov for mere forskning i bivirkninger. Lederen opfordrer klinikere til grundig overvejelse om, hvilke patienter, der vil have mest gavn af behandlingen og omhyggelig monitorering af bivirkninger.

Anbefal denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift