Rygmarvsscanning bør være del af MS-monitoreringen
EAN: Hver fjerde MS patient har sygdomsaktivitet kun i rygmarven, og derfor bør rygmarvsscanninger overvejes som del af den rutinemæssige monitorering af patienterne, mener forskerne bag et nyt italiensk MR-studie.
Flere patienter ville formentlig få ændret deres behandling til et mere virksomt lægemiddel, hvis den rutinemæssige monitorering også omfattede MR-scanning af rygmarven. Det konkluderer italienske forskere, der har foretaget et retrospektivt single-centerstudie af MR-scanninger af hjerne og rygmarv hos 828 MS-patienter.
Studiet blev præsenteret mandag af Serena Ruggieri, Sapienza Universitetet i Rom, som fortalte, at forskerne har fundet sygdomsaktivitet i rygmarven hos hver fjerde patient, uden at der var sygdomsaktivitet at spore i hjernen, og de mener, at inflammatorisk aktivitet i rygmarven er relevant i forhold til monitorering af sygdommen.
Læger kunne med fordel supplere de rutinemæssige hjernescanninger, der i dag anbefales ved behandling med sygdomsmodificerende behandling af MS, med MR-monitorering af rygmarven, mener de.
Forskerne definerede i dette studie aktivitet som tilstedeværelsen af gadolinimforstærkede læsioner, og fra det lokale MS-register udvalgte forskerne patienter, der havde en MS diagnose ud fra MacDonald kriterierne 2000, og som havde fået foretaget mindst to forskellige scanninger på to forskellige tidspunkter, og hvor der forelå en MR-rapport.
Ud af i alt 5717 scanninger viste 1180 scanninger gadoliniumforstærkede læsioner. 55 procent (651) af dem viste kun læsion i hjernen, og 20 procent (232) viste læsioner i hjerne og rygmarv, men 25 procent af scanningerne, viste gadoliniumforstærkede læsioner i rygmarven, uden at der samtidig var aktivitet at spore i hjernen. Og det ser forskerne som et tegn på, at rygmarvsscanninger også har en plads i monitoreringen af MS.
”Det er for tidligt at sige, at vi har brug for rygmarvsscanninger i monitoreringen, men jeg vil sige, at inflammatorisk aktivitet er relevant, og rygmarvsscanninger skulle overvejes som rutinemæssig sygdomsmonitorering,” sagde Serena Ruggieri ved præsentationen mandag.
Hun understregede, at der er udfordringer med sikkerheden ved gadolineumscanninger, og at forskerholdet derfor nu vil undersøge andre måder, at monitorere sygdomsaktivitet i rygmarven.
”Næste trin bliver at undersøge frekvensen af T2 læsioner og at undersøge demografiske og kliniske variable i forbindelse med rygmarvsaktivitet,” siger hun.
- Oprettet den .