Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Cannabisordning kan betyde stærkt påvirkede mennesker i trafikken

Lægerne har ansvaret, men i praksis ingen mulighed for at vurdere, om patienter i behandling med medicinsk cannabis kan køre forsvarligt i bil, mener smertelæge Torsten Jonsson.

Folketinget har besluttet, at patienter, der deltager i forsøgsordningen med lægeordineret medicinsk cannabis må køre bil, "hvis de kan køre forsvarligt", og den beslutning vil formentlig betyde, at flere patienter vil deltage i ordningen.

Den vage formulering kan dog også blive årsag til, at vi får stærkt påvirkede mennesker i trafikken, mener en af landet førende smertelæger Torsten Jonsson, overlæge ved privathospitalet Aleris-Hamlet. Læger har ikke mulighed for at vurdere, om patienter i behandling med medicinsk cannabis er i stand til at køre forsvarligt, mener han.

”I stedet for at sætte en målbar grænseværdi, har man gjort det op til lægen af vurdere, om patienten kan køre forsvarligt. Det svarer til, at man suspenderer promillegrænsen med bilkørsel, for der er masser af mennesker, som kører udmærket bil med en promille på en. Det er en arbitrær grænse, og det betyder, at der kan komme til at køre mennesker rundt, som er stærkt påvirket,” siger Torsten Jonsson.

”Vi er vant til at tage beslutningen i forbindelse med andre lægemidler, men der ved man, hvad og hvor meget, der er i produktet, og resultaterne er reproducerbare. Det er meget svært med et planteprodukt som medicinsk cannabis,” siger Torsten Jonsson.

Han anerkender problemet med at lave en grænse for hvor meget, der må være i blodet, for med cannabis er der ikke sammenhæng mellem koncentrationen i blodet og i hjernen, men det vil ikke altid være muligt for lægen at vurdere ud fra en konsultation, om patienten er for påvirket til at køre bil.

 ”Jeg sidder jo ikke og følger med i, om patienten kører højre eller venstre om i rundkørslen. Det kan man ikke vurdere som læge,” siger han.

Anbefal denne artikel

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift